Redegørelse for Klima og energi

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Klimarigtig energiforsyning

Helsingør Kommune ønsker at energiplanlægge strategisk, så energiforsyning og energiforbrug ses under et i et langsigtet, bæredygtigt perspektiv. Planlægningen inddrager ikke blot kommunen selv, men også borgerne, energiselskaber, store energiforbrugere, husholdninger med individuel forsyning og nabokommunerne. Planlægning af lokalisering af meget synlige energianlæg som husstandsvindmøller eller større solcelleanlæg vil blive varetaget under hensyntagen til visuelle og landskabelige konsekvenser.

Helsingør Kommune vil efterspørge og iværksætte de løsninger, der klimamæssigt og samfundsøkonomisk er de bedste. Derfor vil Helsingør Kommune samarbejde med forsyningsselskaberne om klimarigtig kollektiv energiforsyning. I tæt bebyggede byområder er individuelle energiforsyningsløsninger på husstandsniveau sjældent den bedste løsning i et klimamæssigt og samfundsøkonomisk perspektiv. Derfor er der behov for at tænke nye løsninger i form af biomassebaseret fjernvarme, evt. fjernvarmesamarbejde på tværs af Øresund eller mulighederne for at udnytte geotermi til fjernvarme.

For på længere sigt at kunne sikre forsyningen af kommunens nordvestlige områder med klimarigtig fjernvarme, udlægges der i denne kommuneplan mulighed for etablering af et biomassebaseret varmeværk indenfor rammerne af Skibstrup Affaldscenter. Der udlægges ikke nye landzonearealer til energiproduktion i denne kommuneplan. Yderligere udlæg af arealer til udvidelse af energi- og varmeproduktion vil blive udviklet og vurderet nærmere i samarbejde med forsyningsvirksomhederne og vil kræve udarbejdelse af kommuneplantillæg før de realiseres. Mulige nye tiltag kan være bl.a.

  • etablering af et biomassebaseret kraft/varme anlæg på Energivej
  • etablering af et biomassebaseret anlæg på Skibstrup Affaldscenter,
  • etablering af et biomassebaseret anlæg i Kvistgårdområdet.

Som supplement til klimarigtig fjernvarme arbejdes med supplerende løsninger i form af andre vedvarende energitiltag, eksempelvis solcelleanlæg i større målestok.

Udlæg til store vindmøller og biogasanlæg

Som led i en afvejet strategisk energiplanlægning ønsker Helsingør Kommune ikke at udlægge landarealer til lokalisering af store vindmøller. Det skyldes både at vindforholdene i Helsingør Kommune på grund af landskabets karakter ikke er særligt velegnede til vindmøller og at kommunen ønsker at sikre den visuelle oplevelse af kommunens landskaber og skovbryn.

Tilsvarende er der i denne kommuneplan heller ikke retningslinjer for lokalisering af større biogasanlæg i Helsingør Kommune. Naturstyrelsen lægger til grund, at det primære hensyn relateret til lokalisering af biogasanlæg er beliggenhed i forhold til gylle/husdyrgrundlag. Da der i det østlige Nordsjælland kun er meget få husdyrbrug, vurderes det, at der i det nære opland ikke kan skaffes biomasse nok til, at det giver mening at udlægge områder til biogasanlæg.

Læs om Helsingør Kommunes klimaplan og klimatilpasningsplan

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk