Redegørelse for Støj

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Støj, støjforebyggelse og grænseværdier

Støj er til daglig irritation for mange mennesker. Støj fra vejtrafik er den form for støj, der generer flest mennesker i Danmark. Men også støj fra fly, skydning, jernbaner og motorsport kan være generende for de omkringboende og for natur- og friluftsoplevelser. Støjgener opstår, når støjende og støjfølsomme aktiviteter er placeret for tæt på hinanden. Støjforebyggelsen gennem planlægningen bygger på, at adskille støjende anlæg fra boliger og andre støjfølsomme funktioner.

Miljøministeriet fastsætter vejledende grænseværdier for støjbelastningen fra en række aktiviteter og en række forskellige områder. Grænseværdierne skal sikre, at en overvejende del af befolkningen opfatter støjen som acceptabel. Et område er støjbelastet, hvis Miljøstyrelsens vejledende støjgrænse for den pågældende anvendelse ikke kan overholdes.

Der er særlige grænseværdier for rekreative områder. Som rekreative områder betragtes arealer, som er udlagt til særlige rekreative formål, fx sommerhuse eller campingpladser, og visse grønne områder. Naturområder i naturbeskyttelseslovens forstand er ikke nødvendigvis omfattet, selv om de også anvendes til rekreative formål. I mange tilfælde er det nødvendigt med en konkret vurdering af, om et areal er omfattet af grænseværdierne for rekreative områder.

Retningslinjerne i kommuneplanen gælder for nye anlæg, udvidelser og væsentlige ændringer. Retningslinjerne omfatter i visse tilfælde også vibrationer. Retningslinjerne omfatter støjfølsom anvendelse som boliger, sommerhuse og andre rekreative formål samt til en vis grad kontorer, privat og offentlig administration og serviceerhverv.

Helsingør Kommune ønsker, at undgå konflikter mellem støjfølsom anvendelse (fx boliger) og støjende anlæg og aktiviteter ved at sikre, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse og nye støjende anlæg ikke belaster eksisterende eller planlagt støjfølsom anvendelse.

Støj fra veje

Støj fra vejtrafik afhænger af antallet af biler, andelen af tunge køretøjer, hastigheden, vejbelægning, dæk m.m., og lader sig kun delvist regulere, når vejen først er anlagt. Det er derfor vigtigt, at der allerede i planlægningsfasen tages højde for støj.

Ved planlægning i landzone af nye boligområder og anden støjfølsom anvendelse op til eksisterende vejanlæg skal støjgener så vidt muligt helt undgås, og det skal som minimum sikres, at støjbelastningen i boligområderne ikke overstiger 58 dB. For offentlig og privat administration, liberale erhverv mv. er den tilsvarende støjgrænse 63 dB, og for rekreative områder i det åbne land 53 dB. Ved planlægning af nye vejanlæg i landzone skal det tilstræbes, at de samme støjgrænser kan overholdes i eksisterende eller planlagte områder til boligformål og anden støjfølsom anvendelse.

Støj fra jernbaner

Ved planlægning i landzone af nye boligområder og anden støjfølsom anvendelse op til eksisterende jernbaneanlæg skal støjgener så vidt muligt helt undgås, og det skal som minimum sikres, at støjbelastningen i boligområderne ikke overstiger 64 dB. For offentlig og privat administration, liberale erhverv mv. er den tilsvarende støjgrænse 69 dB, mens den for rekreative områder i det åbne land er 59 dB. Ved planlægning i landzone af nye jernbaneanlæg skal det tilstræbes, at de samme støjgrænser kan overholdes i eksisterende og planlagte områder til boligformål.

Støjende fritidsanlæg

Lokalisering af nye støjende fritidsanlæg er omfattet af retningslinjerne for arealer til fritidsformål.

Støj fra virksomheder

Virksomheder med miljøgodkendelse har fastsatte grænser for støj. For virksomheder uden miljøgodkendelse kan kommunen fastsætte grænser for støj med hjemmel i miljø-beskyttelseslovens § 42, hvis kommunen vurderer, at der er brug for det.

Når virksomheder og boliger er for tæt på hinanden, er der risiko for at beboerne bliver generet af støj fra virksomheden og støj fra trafik. For at undgå dette, må virksomheden begrænse aktiviteterne fx om natten og udendørs. Er dette ikke tilstrækkeligt, skal virksomheden bekoste dæmpning af støjen. Disse krav gælder alle typer boliger, uanset om der bor personer, der er knyttet til en af virksomhederne. I tillæg til Miljøstyrelsens vejledning om støj fra virksomheder er der fastsat grænser til brug ved planlægning af boliger ved byfornyelse eller fortætning.

Regulering af støj fra caféer, værtshuse mv. sker i forbindelse med alkoholbevillingen. Her stilles der vilkår om, hvilke støjgrænser der gælder i forhold til omgivelserne (typisk boliger) afhængigt af ugedag og tidspunkt.

Støj fra forsvarets anlæg

Forsvaret har ingen anlæg i kommunen, men bruger dog i enkeltstående tilfælde kanonerne på Kronborg.

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk