Redegørelse for Kulturhistoriske bevaringsværdier

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Helsingør Kommunes mål for kulturhistoriske bevaringsværdier er,

  • at bevare kulturspor og kulturmiljøer i byerne og på landet,
  • at kulturhistorien skal formidles, så det er muligt for borgere og besøgende at opleve og opnå forståelse af tidligere tiders bosætning, erhverv og levevilkår og deres sammenhæng med naturgrundlaget.

De kulturhistoriske bevaringsværdier omfatter dels synlige spor fra oldtid til nyere tid, fx stendysser, gravhøje, kirker og kirkeomgivelser, landsbyer, husmandsbebyggelser, slotte og herregårde, dels områder, hvor der ikke er synlige spor, men stor sandsynlighed for at gøre fund i jorden.

Kulturhistoriske bevaringsværdier i byområder

De kulturhistoriske enkeltelementer og helheder i Helsingør Kommunes byområder udtrykker menneskers færd i området op gennem historien.

Tiden før reformationen afspejles bl.a. i byens klostre og i Erik af Pommerns stramme opbygning af middelalderbyen Helsingør.

Sundtolden, der som erhverv udviklede Helsingør til én af landets mest betydningsfulde søfartsbyer med et stærkt internationalt islæt, kan ses i den velstand. Som en række af bykernens fredede huse udstråler.
Kongernes historie i Nordsjælland både før og efter reformationen fortælles i rigt mål gennem slottene Gurre, Kronborg og Marienlyst.

Den tidlige industrihistorie fortælles i Hellebæk med området omkring Bøssemagergade og Klædefabrikken og fortsættes i Helsingør by med Helsingør Skibsværft, Wiibroe og Tretorn. Sideløbende fortælles historien om et bonde- og fiskersamfund, som har udviklet sig gennem mange århundreder omkring landsbyer og de velbevarede fiskerlejer i kommunen.

Særlige landsbyer

Landsbyerne udgør en særlig omfattende og vigtig del af kommunens kulturarv. I Fingerplan 2007 gives retningslinjer, der gælder generelt for alle landsbyer, der ligger i eller grænser op til det åbne land. Retningslinjerne i denne kommuneplan gives for de særlige landsbyer og bebyggelser, som er specielt udpeget fordi de er særligt velbevarede eller viser en særlig tydelig sammenhæng med de omgivende dyrkningsarealer.

Anden lovgivning

Mange kulturhistoriske spor og fortidsminder er beskyttet gennem naturbeskyttelsesloven og museumsloven. I områder med sådanne spor gælder ønsket om beskyttelse derfor i høj grad det omgivende landskab, hvor der ofte er sandsynlighed for at gøre fund.

Kulturmiljøer fra middelalder og nyere tid er ikke på samme måde beskyttet af sektor-lovgivning. Områder med kulturhistoriske interesser fra oldtiden er ofte sårbare over for indgreb i form af dræning og dybdepløjning, da det ødelægger evt. fund i jorden. Desuden er de fleste kulturhistoriske interesseområder og kulturmiljøer sårbare over for eksempelvis større byggeri og anlæg, skovrejsning, terrænregulering, fjernelse af karakteristisk beplantning, levende hegn samt ændring af bygningsanlægs placering og udseende. Der er pligt til at inddrage de regionale museer, når der udarbejdes planer, der berører bevaringsværdier.

Konkret vurdering

En analyse ud fra de særlige og karakteristiske kulturhistoriske træk, f.eks. bevaringsværdig bebyggelse, bebyggelsesmønster og byggetradition, ejendomsstruktur og egnstypisk beplantning, bør indgå i den konkrete vurdering af placering og udformning af evt. nye bygninger, anlæg mv.

Kulturhistoriske bevaringsværdier skal ses i sammenhæng med landskabs- og bygningsfredninger, samt andre beskyttelsesinteresser i det åbne land.

Fredede og bevaringsværdige bygninger

Helsingør Kommune rummer en enestående bygningskulturarv på nationalt plan. I Helsingørs velbevarede bymidte, i fiskerlejerne og i en række af de ældre villakvarterer langs Øresundskysten findes mange fredede og bevaringsværdige bygninger. Bevaringsværdige bygninger opført indtil 1970 er registreret af Helsingør Kommune og beskyttet mod nedrivning. De bevaringsværdige bygninger i kommunens byområder er optaget i kommuneplanens rammedel.

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk