Redegørelse for Arealer til fritidsformål

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Helsingør kommune vedtog i 2012 Turismepolitik og –handlingsplan 2020. Heraf fremgår, at turismen er et vigtigt udviklingsområde for Helsingør Kommune. Indsatsen baseres dog i vid udstrækning på eksisterende strukturer og attraktioner og forudsætter ikke nyanlæg af ferie- og firtidsanlæg i kystnærhedszonen.

Helsingør Kommunes mål for arealer til fritidsformål er

  • at kommunens grønne og blå rekreative arealer bindes sammen med byområderne via friluftsnetværket, for at sikre gode muligheder for friluftsaktiviteter for borgere og besøgende

  • at udnytte og udvikle de rekreative værdier i kommunen, og koble dem til nabokommunerne

  • at placere fritidsanlæg så de understøtter friluftsnetværket, under hensyn til beskyttelsesområdernes landskabs, natur og kulturværdier

  • at fritidsanlæg gøres offentligt tilgængelige og anvendes til flere former for friluftsaktivitet

Friluftsnetværket

Friluftsnetværket består af grønne og blå rekreative arealer der er offentligt tilgængelige: Skove, stier, strande, parker, kolonihaveområder, idrætsområder, fredede arealer med offentlig adgang, samt visse andre områder. I Friluftsnetværket indgår også de regionale friluftområder, der er udpeget i Fingerplan 2007. Friluftsnetværket holdes sammen af de rekreative forbindelser, der skal sikre sammenhæng mellem byområderne, de lokale friluftsområder og nabokommunerne og give mulighed for alt fra daglige friluftsoplevelser til heldagsudflugter. Helsingør Kommune har en decentral idrætsstruktur, hvilket øger vigtigheden af et sammenhængende stinetværk.

Trafikstier er stier der er velegnede til cykling og anden færdsel der kræver fast belægning. Retningslinjer for trafikstier findes i afsnittet Trafik og infrastruktur. De rekreative forbindelser er en kombination af forskellige sti og vejtyper: trafikstier, grusstier bl.a. i skovene, samt mindre landeveje. Nogle strækninger er blot trampestier i det åbne land der på sigt kan opgraderes.

Friluftsnetværket skal sikre beskyttelse af de friluftsområder, hvor der kan være risiko for at friluftslivet bliver forringet eller ikke kan udvikles, og som ikke er beskyttet tilstrækkeligt på anden måde i kommuneplanen. Samtidig skal friluftsnetværket sikre gode forbindelser gennem en styrkelse af stinettet, så der opnås bedre forbindelser mellem de centrale byområder, kysten og landområdet. Ligeledes arbejdes der for at muliggøre gennemførelse af de overordnede rekreative stiforbindelser der forbinder Helsingør med vores nabokommuner.

Lokalisering af fritidsanlæg

Fritidsanlæg omfatter arealkrævende anlæg som golfbaner, ridebaner og feriecentre og andre anlæg som centre og støttepunkter til formidling af viden og oplevelser, lystbådehavne, teltpladser m.m.

Udpegning af områder til fritidsanlæg sker ved at inddele kommunen i to zoner, med de strengeste restriktioner i zone 1. Retningslinjen gælder ikke tiltag, der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af landbrug.

Støjende fritidsanlæg

I forhold til lokalisering af støjende fritidsanlæg inddeles kommunen i to zoner zone A og B med de strengeste restriktioner i zone A. I Helsingør Kommune er de primære muligheder for støjende friluftsanlæg knyttet til de i forvejen støjbelastede arealer langs Helsingør-motorvejen.

Støjende fritidsanlæg opdeles i flyvepladser, motorsportsbaner, skydebaner og andre støjende fritidsanlæg. Andre støjende fritidsanlæg omfatter fx letvægtsfly/modelflyklubber, vandskibaner og festivalpladser. Støj og andre miljøforhold omkring en del af de støjende fritidsanlæg reguleres igennem miljøgodkendelser.

Placering af nye anlæg og udvidelse af eksisterende anlæg til motorsportsbaner og skydebaner kan kræve udarbejdelse af VVM-vurdering og kommuneplantillæg. Det vurderes i hvert enkelt tilfælde konkret, om nye skydebaneanlæg kræver udarbejdelse af kommuneplantillæg.

Privat flyvning i eget fly fra en mark på egen ejendom er ikke omfattet af retningslinjerne, men reguleres via planlovens § 35, stk. 1.

Rekreative støttepunkter

Støttepunkter for den selvorganiserede idræts- og fritidsaktivitet kan indrettes i eksisterende bygninger eller knyttes til eksisterende frilufts-, kultur- eller overnatningsanlæg i landområdet.

Dette er i overensstemmelse med Helsingør Kommunes Idræts- og Fritidspolitik 2012, der bl.a. har som målsætning at synliggøre og fremme de selvorganiseredes adgang til faciliteter og anlæg i nærmiljøer, byrummet og naturen.

Hovedstadsregionens regionale friluftsområder

Hovedstadsregionens regionale friluftsområder omfatter i Helsingør Kommune Fingerbyens grønne kiler, kystlinjen samt åbne kystkiler mellem byer og sommerhusbebyggelse. De regionale friluftsområder i Helsingør Kommune er en del af friluftsnetværket, og retningslinjerne for friluftsnetværket gælder således også i disse områder. Der er herudover en række specifikke retningslinjer for de regionale friluftsområder der relaterer sig til bestemmelserne i Fingerplan 2007.

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk