Redegørelse for Byzone og sommerhusområder

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

I Kommuneplanens rammedel er der formuleret rammer for lokalplanlægningen for alle områder, der ikke er landzone, samt for landzoneområder, der er eller forventes at ville blive omfattet af lokalplaner inden for planperioden.

Byzoneområderne i Helsingør Kommune er især knyttet til Øresundskysten (Hornbæk, Hellebæk-Ålsgårde, Helsingør, Snekkersten og Espergærde). Derudover er Kvistgård og Tikøb byzone.

Sommerhusområderne er beliggende hhv. vest for Hornbæk, nord for Saunte og nord for Tikøb (Langesøområdet). Naturstyrelsen har i 2012 vurderet Langesøområdets fremtidige status som del af en registrering af Hovedstadsområdets ikke kystnære sommerhusområder. Naturstyrelsens konklusion var, at der ikke umiddelbart er basis for at overføre hele området eller dele af det til byzone. I det gældende landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning (Fingerplan 2007) er det desuden fastlagt, at den kommunale planlægning skal sikre, at eksisterende sommerhusområder fastholdes som rekreative områder til ferieformål.

Uagtet Naturstyrelsens vurdering i 2012 finder Helsingør Kommune, at der fortsat skal arbejdes på at Langesøområdet ændrer status fra sommerhusområde til byzone, således at helårsbeboelse kan ske på helt legale vilkår. Det bør betænkes, at det var en tidligere regering der lempede adgangen til helårsbeboelse i sommerhusområder for pensionister, der havde været ejere af sommerhuse i en nærmere fastsat periode.

Områder der ikke er byzone eller sommerhusområder, er landzone.

Nye udlæg af byudviklingsområder

I denne kommuneplan udlægges i overensstemmelse med Planstrategi 2011-2023 ét nyt område, der kan overføres til byzone. Det drejer sig om arealet vest for Mørdrupvej, nord for LilleNord-banen og syd for motorvejen. Området har hidtil været omfattet at de bestemmelser, der gælder for transportkorridoren.

Området er OSD-område (Område med Særlige Drikkevandsinteresser). På den baggrund har det været vurderet, om der var mulighed for at lokalisere det ønskede byudlæg andre steder. Konklusionen på baggrund heraf er, at der ikke er områder i Helsingør Kommune, der ikke er OSD-omfattede, hvor der vil kunne byudvikles inden for de gældende rammer i Fingerplan 2007. Områderne i Helsingør Kommune der ikke er OSD-udpegede er enten fuldt udbyggede by- og sommerhusområder, eller beliggende i landområder uden for fingerbyen, i skove eller i kystområder. For at sikre grundvandsressourcen mod forurening, er det i rammerne for det pågældende areal udlagt til anvendelser, der ikke indebærer risiko for forurening af grundvandet. Da lerlaget over grundvandsressourcen i området er relativt tykt (10-30) meter, vurderes det, at anvendelsen er i overensstemmelse med de grundvandsbeskyttelsesinteresser, der er knyttet til områdets OSD-status.

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk