Redegørelse for Detailhandelsstrukturen

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Mål

Helsingør Kommunes mål for detailhandlen er,

  • at sikre velfungerende detailhandelsområder tæt på borgerne, med god og sikker trafikal tilgængelighed for alle og med gode parkeringsforhold,
  • at det levende og attraktive butiksmiljø i Helsingørs bykerne styrkes,
  • at bidrage til i sammenhæng med kulturlivet at skabe oplevelser for byens borgere og besøgende,
  • at sikre en hensigtsmæssig funktionsdeling mellem kommunens detailhandelscentre og
  • at øge Helsingør Kommunes andel af udvalgsvarebutikker.

Detailhandelsstruktur

Helsingør Kommune har ni detailhandelscentre. Centrenes placering kan ses på kort XX.. For centrene er fastlagt retningslinjer for bruttoetageareal og butiksstørrelser (retningslinje YY). Der planlægges ikke for nye centre eller udvidelse af de eksisterende i denne kommuneplan. Derudover kan der i visse boligområder placeres dagligvarebutikker på op til 200 m² til lokalområdets forsyning. Muligheder for at lokalisere denne butikstype fremgår af rammerne for de pågældende lokalområder.

Ingen nye udlæg til dagligvarehandel

I Kommuneplan 2009-2020 blev der udlagt tre dagligvarebutikker på op til 1.000 m², som supplement til de eksisterende centre og dagligvarebutikker. Derudover blev rammen for det samlede butiksareal i de eksisterende centre udvidet. Efterfølgende er der ved kommuneplantillæg suppleret med mulighed for endnu to dagligvarebutikker i samme størrelse på hhv. Jernbanevej i Helsingør og Hornebyvej ved Hornbæk. Hovedparten af disse nye muligheder er endnu ikke fuldt udnyttet i praksis og dermed er de praktiske og målbare konsekvenser for kommunens samlede detailhandelsmønstre ikke slået igennem. På den baggrund har Helsingør kommune ikke foretaget en detailhandelsundersøgelse forud for Kommuneplan 2013. Undersøgelsen afventer, at effekten af de tidligere udlæg i højere grad er slået igennem. Det vurderes, at de allerede udlagte arealer til butiksformål i bymidter, bydelscentre, lokalcentre og i aflastningscentret på Prøvestenen dækker det behov for detailhandelsudvikling, der kan dækkes indenfor den gældende lovgivning. Der udlægges derfor ikke rammer til nye dagligvarebutikker eller andre supplerende detailhandelsmuligheder i Kommuneplan 2013.

Store udvalgsvarebutikker

Helsingør Kommune skal planlægge i overensstemmelse med landsplandirektiv Om beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder mv. til detailhandel i Hovedstadsområdet. I landsplandirektivet har Folketinget bl.a. fastlagt detailhandelsstrukturen for Hovedstadsområdet, herunder placering af bymidter i fingerbystrukturen og placering af store udvalgsvarebutikker over 2.000 m².

På trods af, at Helsingør Kommune er registreret af Danmarks Statistik som en by over 40.000 indbyggere, og dermed ifølge planloven bør kunne placere op til tre udvalgsvarebutikker over 2.000 m² i bymidten i Helsingør, udelukkes dette af landsplandirektivets bestemmelser. Der skal i givet fald ændres i landsplandirektivet for detailhandel i Hovedstadsområdet før muligheden for udlæg af udvalgsvarebutikker på over 2.000 m² kan udnyttes. Når direktivet ændres har Helsingør Kommune ønske om, at muligheden for etablering af store udvalgsvarebutikker ikke er knyttet til Helsingør bymidte, hvor det i givet fald skal ske på bekostning af eksisterende parkeringspladser eller som indhug i den velbevarede bygningsmasse, men at butikkerne i stedet kan etableres i Prøvestenscentret.

Særligt pladskrævende varegrupper

De særligt pladskrævende varegrupper omfatter biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, samt sten- og betonvarer. Når der alene forhandles ovennævnte varegrupper, kan disse placeres uden for udpegede detailhandelsområder, typisk i erhvervsområder. Møbler vil i ganske særlige tilfælde kunne placeres i områder til butikker for særligt pladskrævende varegrupper, dog kun hvis det kan dokumenteres, at der ikke er plads i bymidten, aflastningsområde eller bydelscenter Butikker til særlig pladskrævende varegrupper kan placeres i Helsingør Erhvervsområde (primært langs hovedtrafikårerne) og Kvistgård erhvervsområde med et bruttoetageareal hvert sted på op til 10.000 m². Ligeledes er der mulighed for placering af en møbelbutik i Helsingør bymidte på op til 4.000 m².

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk