Redegørelse for Tekniske- og VVM-pligtige anlæg

DENNE SIDE ER EN DEL AF DIGITAL KOMMUNEPLAN

 

Affaldshåndteringsanlæg

Helsingør Kommune ønsker at planlægge for en ny genbrugsplads for private kunder ved Energivej i Helsingør. Pladsen etableres og drives af Forsyning Helsingør og skal supplere den nuværende genbrugsplads på Skibstrup Affaldscenter. Den ekstra, bynære genbrugsplads forventes at øge andelen af affald der genbruges og at mindske borgernes bilkørsel og dermed mindske udledningen af partikler, NOx og CO2 fra transporten.

Kommunens eneste udlagte anlæg til egentlig affaldsbehandling er Skibstrup Affaldscenter. Et areal syd for Affaldscentret har tidligere været udlagt i kommuneplanlægningen til udvidelse af centret. Såfremt Skibstrup Affaldscenter skal udvides, bør det være mod syd. En sådan udvidelse kræver, at der skal udarbejdes VVM-redegørelse og et dertil hørende kommuneplantillæg.

Gastransmissionsledninger

I og langs transportkorridoren vest om Espergærde og Helsingør er der reserveret areal til en gastransmissionsledning. Efter nedgravning af en evt. rørledning ønsker Byrådet, at landskabet så vidt muligt retableres.

Spildevandsanlæg

Byrådet skønner ikke at der er behov for alternative placeringer af vandrenseanlæg. Derfor udlægges ikke nye arealer til formålet.

Energiproduktionsanlæg

For energiforsyningsanlæg henvises til afsnittet om klima og energi.

VVM-pligtige anlæg

VVM-reglerne omfatter vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet. Det fremgår af bilag 1 og 2 til VVM-bekendtgørelsen (Bek.nr.1510 af 15/12/2010), hvilke anlæg/projekter, der er VVM-pligtige. Det er oftest kommunen, der er VVM–myndighed. I visse sager er staten VVM-myndighed, f.eks. ved store offentlige infrastrukturanlæg. Bygherren skal anmelde anlægsprojekter til kommunen, der herefter vurderer, hvem der er VVM-myndighed på projektet.

På nuværende tidspunkt har Helsingør Kommune kendskab til ét projekt i planperioden, der er VVM-pligtigt. Projektet omfatter jordlægning af højspændingsledninger på strækningen fra Skibstrupgård syd for Hornbæk Plantage til Kvistgård. På strækningen hænger to 400 kV luftledninger på én masterække, og på en del af strækningen er der desuden en parallel masterække med to 132 kV luftledninger.

Linjeføringen går igennem den kommende Nationalpark Kongernes Nordsjælland og krydser en meget vigtig trækkorridor for bl.a. forårstrækkende rovfugle. Desuden løber linjeføringen mellem to Natura 2000 områder ved Teglstrup Hegn og Gurre Sø.

Projektet foreslås af energinet.dk realiseret ved følgende løsning:

  • 2 gange 11 km landkabellægning fra den eksisterende Skibstrupgård koblingsstation ved Hornbæk Hegn til en kommende ny station ved Kvistgård.

  • En mindre ændring af Skibstrupgård koblingsstation, hvor landkabler forbindes med søkabler til Sverige.

  • En andel af en ny 400/132 kV station ved Kvistgård.

  • Master fjernes over en strækning på 11 km.

Staten v/Naturstyrelsen er VVM-myndighed og har ansvar for udarbejdelse af VVM-redegørelse.

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk