Retningslinjer for kollektiv trafik

Ved etablering, ombygning eller udbygning af kollektive trafikanlæg skal der sikres gode parkeringsforhold og god tilgængelighed for cykler samt gode skiftemuligheder mellem forskellige transportformer (bus, tog og cykel), så muligheden for kombinationsrejser understøttes bedst muligt.

En ombygning af Helsingør Trafikterminal skal sikre, at Lokalbanens tog kan være gennemkørende fra Hillerød over Helsingør til Gribskov, så HHG-banen og LilleNord-banen omdannes til én sammenhængende "loop-bane".
En ombygning af Helsingør Trafikterminal skal også sikre bedre skiftemuligheder mellem cykel, bus, tog og færge.

Som et led i at opretholde kommunens gode tilgængelighed med et højklasset transportsystem ønsker Byrådet at fastholde kystbanen som en del af et udbygget regionaltogssystem, der strækker sig længere ud på Sjælland bl.a. via en kommende Ring 5 og under sundet til Helsingborg. På samme tid ønskes den gode korrespondance mellem Kystbanen og Lokalbanen opretholdt.
Lokalbanen skal også på længere sigt sikre borgerne i Helsingør Kommune en god tilgængelighed til det kommende superhospital ved Hillerød.

Den rammelagte erhvervshavn i Helsingør kan benyttes til færgerelaterede aktiviteter til en evt. fast HH-forbindelse er etableret.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk