Retningslinjer for mobilitet

Byrådet ønsker en mobilitetsstrategi. Strategien skal sætte retningen for, hvordan kommunen arbejder med og forankrer bæredygtig transportadfærd og mobility management. Strategien skal efterfølges af en handlingsplan.

I kommune- og lokalplanlægningen skal kollektiv trafik, cykeltrafik og gang have et væsentligt fokus i byudviklingen.

Retningslinjer for trafiksikkerhed

Kommunen lægger sig op ad EU's og den landsdækkende målsætning om, at antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken skal halveres fra 2010-2020.
Byrådet har desuden en hensigt om at arbejde for:

  • at antallet af tilskadekomne reduceres yderligere
  • at der skal være en 0-tolerance for antallet af dødsfald i trafikken.

Retningslinjer for veje

For at sikre god fremkommelighed, tilgængelighed og sikkerhed på kommunens veje arbejdes der ud fra en klassificering af vejnettet.
Det overordnede vejnet udgøres af trafikveje, som skal håndtere gennemkørende trafik.
Fordelingsveje skal fordele trafikken fra lokalveje til og fra trafikvejene.
Vejklassificeringen fremgår af ovenstående kort.

Der udlægges følgende nye vejanlæg i kommunen, som kan ses af nedenstående kort:

  • Carl Bødker Nielsensvejs forlængelse til Sauntevej og Hornbækvej.
  • Udlægget af Ellekildehavevejs forlængelse til Sauntevej.
  • Arealreservation, der muliggør en forlægning af Mørdrupvej uden om Mørdrup landsby med viadukt under Lille Nord banen

Retningslinje om vejadgange og -tilslutninger til statsvejnettet

Vejadgange og -tilslutninger til statsvejnettet skal afklares i samarbejde med Vejdirektoratet.

Retningslinjer for parkering

Byrådet ønsker at skabe en parkeringsfri bykerne i Helsingør. Det vil sige en bykerne uden kantstensparkering. Formålet med dette er at fredeliggøre den gamle bykerne for biltrafik, så den knappe arealressource i bykernen kan anvendes til et varieret, attraktivt og æstetisk byliv. Kommunen arbejder derfor med, hvad potentialet er for, at bymidtens mål effektivt og attraktivt kan betjenes på andre måder end med bilparkering lige til døren.

Kommunen planlægger at udarbejde en parkeringsstrategi. Strategien skal sætte en retning for, hvordan der arbejdes med parkering i hele kommunen og særligt i Helsingør bykerne og i Kulturhavnsområdet. Strategien skal endvidere revidere de nuværende parkeringsnormer og vurdere behovet for at arbejde med både minimums- og maksimumsnormer.

Ved etablering af handicapparkeringspladser i tilknytning til sundhedsklinikker og lignende skal det vurderes, om den pågældende parkeringsplads kan anvendes til almindelig parkering udenfor klinikkens åbningstid.

Ved lokalplanlægning i boligområder skal et forbud mod lastbilparkering vurderes, idet lastbilerne optager plads på vejene, skaber trafiksikkerhedsproblemer og støj. Derfor arbejder Byrådet hen mod, at lastbilparkering ikke forekommer i boligområder men i stedet henvises til arealer, som kan anvendes til formålet.

Bådopbevaringsarealet i Helsingør Nordhavn skal, som en del af en større planlægning omkring Nordhavnen og museumsområdet, omdannes til parkeringsplads i sommerhalvåret. Dette skal understøtte parkeringsbehovet for besøgende til Kronborg, Kulturværftet og Søfartsmuseet.

Der skal tilstræbes ensartede parkeringsregler for arealerne på Nordhavnen og ved Kronborg.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk