Klimaprojekter vi er i gang med

Klimasekretariatet i Helsingør Kommune arbejder løbende med forskellige klima- og energiprojekter.

Med udgangspunkt i Helsingør Kommunes klimaplan (2009) er der igangsat en række projekter inden for klimaplanens indsatsområder. Projekterne spænder bredt fra energitjek af virksomheder til udlån af klimapistol. Du kan læse mere om projekterne ved at klikke på dem.

Klimapistol

Klimasekretariatet har købt 10 klimapistoler, som udlånes til borgere i Helsingør Kommune via biblioteket på Kulturærftet. Klimapistolen kan bruges til systematisk at gennemgå boligen for eventuelle kuldebroer og manglende isolering omkring f.eks. vinduer, døre og hulmure. Det er nemt at tjekke, om der er mulighed for at isolere bedre og derved spare på varmen og gøre noget godt for både pengepungen og klimaet.

Læs mere om klimapistol

Husets Energi

Som et led i klimaindsatsen indgik Helsingør Kommune i august 2013 en aftale med HusetsEnergi/Scanenergi samt Forsyning Helsingør omkring energioptimering af private boliger og mindre erhverv samt andre rådgivningsydelser inden for energioptimering. En webbaseret energiberegner fra HusetsEnergi er stillet til rådighed for kommunens borgere, således man selv kan udføre en energiberegning på sin bolig. Efterfølgende tilbydes man at få besøg af energirådgiver, såfremt der er et potentiale for energirenovering.

Læs mere om Husets Energi

EU's borgmesterpagt

Helsingør Kommune underskrev i april 2010 den europæiske borgmesterskabsaftale, Covenant of Mayors, som betyder, at kommunen har forpligtet sig til at gå foran i efterlevelsen af EU's energi- og klimamål (en reduktion i CO2-udledningen på mindst 20 procent i 2020).

Link til hjemmeside om borgmesterpagten

 

Compact of Mayors

Compact of Mayors er en global sammenslutning af byer og kommuner, som vil gå forrest i kampen mod klimaændringer. Det sker ved at reducere udledningen af drivhusgasser og forberede sig på fremtidens konsekvenser af klimaændringerne. Compact of Mayors lægger vægt på, at klimakampen sker fra bunden og op ad. Derfor skal byer og lokalsamfund gå forrest og lægge pres på nationer og internationale sammenslutninger af lande (FN, EU osv.) for at få dem til at sætte mere ambitiøse klimamål. Helsingør Kommune tilsluttede sig Compact of Mayors d. 25. November 2015.

Bormesterens brev om tilslutning til Compact of Mayors

Energitjek af virksomheder

For at reducere CO2 udledningen indenfor kommunens geografiske grænse, er det vigtigt også at fokusere på private virksomheder. Derfor har Helsingør Kommune i 2014-15 med bistand fra Grontmij gennemgået en række udvalgte virksomheders energiforbrug – for at klarlægge potentialet for et mindsket energiforbrug på kort og længere sigt. Det overvejes at udvide tilbuddet til flere virksomheder.

Læs artikel om projektet

Energitjek af børneinstitutioner

Helsingør Kommune har gennemført et energiadfærdsprojekt "Sluk, luk & skru ned" i 13 børneinstitutioner. Projektet tager udgangspunkt i en grundig gennemgang og registrering af udstyr (fx belysning, gulvvarme og radiatorer), der enten kan slukkes, lukkes eller skrues ned. På den måde bliver det klarlagt, hvad de enkelte institutioner kan gøre for at mindske energiforbruget. Gennemgangene foretages sammen med institutionslederen og følges op med målrettet materiale i form af plakater og "huske-mærker" mm., der sættes op i institutionerne. Det overvejes at udvide projektet til flere institutioner.

Læs artikel om energitjek i børneinstitutioneR PDF

Renovering af offentlige bygninger

Helsingør Kommune igangsatte i 2011 en omfattende energirenovering af egne bygninger. I første omgang gennemførtes et ESCO-projekt i 2011, hvor syv af kommunens ejendomme, svarende til 20 % af den kommunale bygningsmasse, blev renoveret.

Energirenoveringen blev gennemført i et samarbejde mellem Helsingør Kommune og en privat ESCO (energitjenestevirksomhed). I forbindelse med ESCO-udbuddet, fik kommunen garanti for, at elforbruget gennemsnitligt vil blive reduceret med 47 procent og varmeforbruget med 23 procent i de pågældende syv bygninger. I 2013 blev det besluttet at udbyde renoveringsopgaver i yderligere 70 kommunale bygninger i fagentrepriser. Der er i sommeren 2015 skrevet rammeaftaler med 4 entreprenører for hvert af de 5 fag: glarmestre, tømrer, VVS, ventilation og el. Renoveringsarbejdet forventes at fortsætte til 2017.

Klimasekretariatet

Mørdrupvej 15
3060 Espergærde
Telefon: 25 31 22 36
E-mail: klima@helsingor.dk