Aktindsigt

Som borger har du ret til at se dokumenter fra den offentlige forvaltning.

 

 

Ansøgning om aktindsigt - svarfrist

Søger du om aktindsigt, skal Helsingør Kommune som udgangspunkt besvare din henvendelse inden for syv arbejdsdage. Enten ved at du får tilsendt akterne i kopi eller i særlige tilfælde ved, at du kan gennemse akterne hos Helsingør Kommune.

Et eventuelt afslag på din begæring skal være ledsaget af en begrundelse. I særlige tilfælde kan svarfristen forlænges, men så har du krav på at modtage besked herom inden for fristen, hvor helsingør Kommune skal angive, hvornår din sag senest forventes at være behandlet.

Hvem kan søge aktindsigt

Retten gælder alle uanset alder, statsborgerskab eller lignende. Du behøver ikke være part i en sag for at søge om aktindsigt, ligesom der heller ikke er noget krav om, at du begrunder din anmodning om aktindsigt.
Du har altid ret til at få de oplysninger om dig selv, der måtte være nævnt i en sag eller et dokument.

Krav til ansøgningen

En anmodning om aktindsigt skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at sagen eller dokumentet kan identificeres og skal angive det tema, som sagen eller dokumentet vedrører.
Der er ingen særlige formkrav til din anmodning. Den enkleste måde er, at sende en mail til Helsingør Kommune, hvor du i emnefeltet skriver anmodning om aktindsigt og i selve mailen skriver, hvad du ønsker aktindsigt i.

Link til Helsingør Kommunes mail-postkasser - herunder også sikker mail

Undtagelser

Der er visse typer af sager og dokumenter, som ikke er dækket af retten til aktindsigt. Du kan således ikke få aktindsigt i:

  • Straffesager
  • Sager om ansættelse og forfremmelse
  • Personalesager – dog gives indsigt i oplysninger om navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser. For ansatte i chefstillinger gives der også indsigt i oplysninger om visse disciplinære reaktioner. Der gives også indsigt i oplysninger i den øverste ledelseskontrakt om de overordnede prioriteringer for den pågældende myndighed.
  • Interne arbejdsdokumenter, som interne breve m.m.

Desuden er aktindsigten begrænset af det offentliges tavshedspligt vedrørende personlige oplysninger. Derudover kan aktindsigten begrænses, hvis det vurderes, at der er væsentlige offentlige forhold at tage hensyn til som:

  • Statens sikkerhed og forsvar
  • Statens politiske og økonomiske interesser
  • Opklaring af lovovertrædelser
  • Udførelsen af kontrolopgaver

Anmodninger om aktindsigt vil dog altid blive vurderet konkret under iagttagelse af meroffentlighedsprincippet. Det betyder, at det overvejes, om der, trods undtagelsesmuligheder, kan gives aktindsigt i mere, end der skal gives aktindsigt i.

Partsaktindsigt

Hvis du er part i en sag, har du en udvidet adgang til aktindsigt i den konkrete sag, jf. forvaltningsloven. Her kan du få oplysninger om dig selv, som andre ikke har adgang til jf. tavshedspligten. Du kan godt bemyndige en anden til at søge om aktindsigt på dine vegne.

Indsigtsret (egen access)

Ifølge Persondatalovens regler har enhver person, der fremsætter begæring herom, som hovedregel ret til at få meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om den pågældende, og i givet fald, hvilke oplysninger der behandles. Fristen for at svare på sådanne begæringer er fire uger.

Center for Erhverv, Politik og Organisation

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: epo@helsingor.dk