Kunst i byrummet

I Helsingør er kunsten rykket udenfor på bymurene og pladserne. Se blandt andet skulpturen HAN i Kulturhavn Kronborg.

HAN - Nordsjællands lille havherre

I Kulturhavn Kronborg kan du oplave den lille stål-fyr HAN, der er en af byens mest besøgte - og fotograferede - seværdigheder.

For enden af den ene pier på Værftspladsen sidder en ung mand på en sten og skuer ud over havet, ud mod verden. Ud på Herakles, der banker Hydraen på Nordre Mole. Det er skulpturen HAN, fremstillet i blankpoleret stål, så omgivelser og publikum kan spejle sig i forvrængede billeder - alt efter synsvinkel og vejr.

Gå en tur ud og kig på kunstnerduoen Elmgreen & Dragsets sarte skulptur: er HAN Den Lille Havfrues mandlige modspil? Eller en figur, der ligner de gamle klassikere – men med sit moderne udtryk tilfredsstiller vores behov for selfies, for at forme os selv og spejle os i fortidens historier? Sikkert og vist er det, at hvis du kigger længe nok, så blinker HAN med sine øjne.

Læs mere på kuto.dk

Murene fortæller byens historie

Flere steder i Helsingør er murene beklædt med store gavlmalerier, der beretter om byens historie.

Omkring domkirken giver to store murmalerier et levende indblik i livet i Helsingør i middelalderen, hvor Sundtolden og skibsfarten definerede byen.

Murmalerierne findes i Skt. Annagade på gavlen af nr. 4A tæt ved Sct. Olai Kirke, og på hjørnet af Kirkestræde og Hestemøllestræde.

I Allegade 7 fortæller to store murmalerier historien om Helsingør som værftsby, og på murene ved busterminalen i Helsingør er livet i Øresund malet frem.

Ved boligområdet Vapnagård er to tunneller blevet udsmykket med den spanske street art kunstner Liqens fortolkning af sommer i Helsingør.

Endelig dukker Hamlet op i forskellige fortolkninger fire forskellige steder i Helsingør By.

Visit Nordsjælland viser en række billeder af murmalerierne

Danserindebrønden

Hvert år byder de tre danserinder på hjørnet af Allegade og Kronborgvej nyudklækkede studenter op til dans.

Rudolph Tegners vandkunstværk med sit haveanlæg står som en livsbekræftende oase i udkanten af Helsingørs gamle bydel på vejen mod Kronborg og Helsingør Nordhavn.

Danserindebrønden stod oprindeligt i Kongens Have i København, men værket blev flyttet til Helsingør i 1933.

Hver sommer bliver de tre danserinder budt op til dans af byens nyudklækkede studenter.

Tag en dans med de tre danserinder

Herakles og Hydraen

Rudolph Tegners Herakles og Hydraen er fra 1932, og den er i dag placeret yderst på Nordre Mole.

Helsingoranerne var ikke just begejstrede for skulpturen, dengang den blev sat op, og den fik hurtigt kælenavnet "Den lille Mands Kamp mod Skattevæsenet".

Uanset om du kan lide skulpturen eller ej, så kan turen ud til Herakles og Hydraen varmt anbefales. Du kan enten gå langs voldene ved Kronborg eller henover Scholtens ravelin, hvorfra du kan kigge ind på Kongekajen og Helsingør centrum.

Læs mere i Helsingør Leksikon

Værftsarbejderne

Bronzeværket "Værftsarbejderne" er udført af den færøske billedkunstner Hans Pauli Olsen, og det kan opleves foran Værftsmuseet.

Skuldrene er brede. Næverne enorme. Blikkene er stålfaste. Fire værftsarbejdere er frosset fast i tid og sted foran det værft, der tidligere leverede skibe, men som nu leverer kultur.

Bronzeværket "Værftsarbejderne" er udført af den færøske billedkunstner Hans Pauli Olsen, og det kan opleves foran Værftsmuseet, der er en del af Kulturværftet på Allegade i Helsingør.

Læs mere på helsingormuseer.dk

Erik af Pommerns Mindebrønd

Erik af Pommerns Mindebrønd står i den nordlige ende af Axeltorv i Helsingør.

Herfra kan kongen, der indførte Sundtolden og byggede det slot, der senere skulle blive til Kronborg, skue ud over den livlige plads i hjertet af Helsingør, der på sommerlørdage byder på lune jazz-rytmer og kolde fadøl.

Mindebrønden er af billedhuggeren Einar Utzon-Frank, og den blev afsløret i forbindelse med Helsingør Købstads 500 års jubilæum i 1926.

Afsløringen fandt sted den 2. juni, som var den dag, hvor kong Erik af Pommern 500 år forinden havde tildelt Helsingør udvidede købstadsprivilegier.

læs mere i helsingør leksikon

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: kumit@helsingor.dk