En hyldest til Helsingørs sportsliv

Helsingør Kommune holdt Sportsgalla 2014 i starten af januar. Her blev det lokale idrætsliv fejret.

Kulturværftet dannede ramme om Helsingør Sportsgalla 2014, som fandt sted i weekenden. Her blev det lokale idrætsliv fejret, og der blev uddelt priser i en række kategorier.

Der var to forskellige arrangementer, et for unge og et for voksne.

Ved arrangementet for unge modtog følgende priser:

Årets træner blev Rikki Royal fra Snekkersten IF Fodbold

Han fik prisen for sit store engagement, sine faglige kompetencer og sin særlige evne til at udvikle de enkelte spillere og hele holdet som en enhed.

Årets klub blev Helsingør Svømmeklub. Prisen gives for det store arbejde, klubben laver med både bredde og - i særdeleshed - med talentudvikling i konkurrenceafdelingen med over 100 svømmere.

I 2014 har Helsingør Svømmeklub hentet medaljer i både holdkamp samt individuelle discipliner til regions-, østdanske- og danske mesterskaber. Klubbens ca. 60 trænere og ledere udfører et enormt frivilligt arbejde for at få klubben til at fungere så godt, som den gør.

Årets sportspræstation blev udført af Mathias Mørk fra Helsingør IF Atletik

Mathias har i 2014 sat dansk rekord i sin disciplin, hækkeløb. Det skete ved DM for Ungdom indendørs i Skive i marts.
Mathias har sat danske ungdomsrekorder på stribe og er nu indehaver af den danske rekord for 15-årige OG for 16-årige på 60 meter hæk OG har den danske rekord for 16-årige på 110 meter hækkeløb.

Ved arrangementet for voksne blev følgende priser uddelt:

Årets træner blev Poul Sørensen fra Helsingør Håndbold. Prisen gives for Pouls store engagement og arbejde med Helsingør Håndbolds bedste damehold.

Poul har med sin benhårde træningskultur fået skabt en enestående dameafdeling i klubben. Han er samtidig en fantastisk rollemodel og ambassadør for håndboldsporten.

Årets Handicappris gik til Troels Højbjerre fra Helsingør Golf Club 

Prisen gives for Troels' fremragende resultater i 2014.
Det foreløbige klimaks er, at han ved Special Olympics World Golf Cup 2014 i Helsingør fik sat hele Special Olympics verdenseliten på plads. Det var første gang, at alle de bedste spillere med udviklingshandicap var samlet i samme turnering og derfor var det et uofficielt verdensmesterskab, som Troels vandt efter en utrolig tæt dyst.

Udover at være en dygtig golfspiller fungerer Troels som en meget populær hjælpetræner/mentor i Helsingør Golf Clubs ungdomsafdeling hvor han med sit smittende humør og golfkunnen hjælper mange unge talenter på vej.

Årets idrætsleder blev Bjarne Petersen, FREM Hellebæk-Fodbold

Prisen gives for den enorme indsats og entusiasme, Bjarne lægger i sit arbejde i FREM Hellebæks fodboldafdeling - både som spiller, træner, leder og bestyrelsesformand - samt som alt-mulig-mand.

Bjarne er desuden medstifter af den årlige fodboldskole, der senest blev afviklet med små 100 glade børn og unge.

Årets talent blev Lærke Lilleøre, Trinord

Lærke har i 2014 vist, at hun tilhører den absolutte elite indenfor triatlonsporten. Sæsonen har givet en imponerende 1.-plads i aldersgruppen 18-24 år ved Ironman-Europa-mesterskabet i Frankfurt, hvor hun samtidigt vandt et "slot" til det eftertragtede VM, som afholdes på Hawaii, hvor hun blev en flot nr. 9.

Årets klub blev Trinord

Klubben har været eksponent for, at triatlon er blevet en folkesport - også i Helsingør Kommune.

Socialt er det en meget velfungerende klub, hvor alle - uanset alder - træner sammen og støtter op om hinanden. Samtidig har klubben et skarpt elitearbejde.
Og så har de frivillige i Trinord ikke kun skabt og driver klubben, men giver også borgerne store oplevelser, når klubben assisterer kommunen ved eksempelvis triathlon-stævnerne.

Årets særpris gik til Randi Rosenfeldt, Espergærde IF-Gymnastik

Hun har undervist espergærdegymnaster i en menneskealder, og klubben er glad for, at Randi fortsat er i deres trænergruppe.
Randi underviser i dag kun voksenhold, men det gør hun så fire gange om ugen. Hun er en ildsjæl, som har givet meget til gymnastikken og foreningen.

Årets Veteran blev Andreas Hartkopp, Cykleklubben Kronborg

Som regerende dansk mester på bane i flere discipliner i aldersklassen 50-54 år var kimen langt til noget stort i 2014.
Efter flere sejre i foråret og sommeren blev det den 8. oktober en realitet.
Andreas blev verdensmester i banedisciplinen "Scratch", som er 7,5 km med samlet start.
Andreas stak fra feltet med fem omgange tilbage og kørte i mål med en gennemsnitsfart på 48 km i timen.

Årets sportspræstation blev udført af Sebastian Fleicher fra Ålsgårde Surf- & Sejklub

Han er en ambitiøs ung sejler på 20 år, der sejler Olympisk windsurfing, RS:X klassen.
Sebastian, der efter gymnasiet er blevet fuldtids-windsurfer, er kvalificeret til OL i Rio i 2016, hvor målet er en medalje til Danmark. Sebastian opnåede mange gode resultater i 2014 - eksempelvis en 18.-plads ved VM i Santander og en 16.-plads ved EM, hvor han blev nr. 3. i U21-rækken.

Center for Kultur og Turisme, Idræt og Medborgerskab

Stengade 72
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: folkeoplysning@helsingor.dk