Fleksibel pasningsordning

Du har mulighed for at kombinere privat pasning med et dagtilbud

 

Enlige forsørgere, samlevende og forældre, hvor begge har et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid kan tilbydes et kombinationstilbud.

Kombinationstilbuddet giver mulighed for at kombinere pasning i dagtilbud med privat/fleksibel pasning uden for dagtilbuddets åbningstider.

Kombinationstilbuddet indebærer at barnet kan få en deltidsplads i et dagtilbud, samtidig med at forældrene modtager tilskud til fleksibel pasning.

Fleksibel pasning er ikke omfattet af krav om at der i privat pasning skal arbejdes med at fremme børns læring gennem trygge læringsmiljøer jævnfør § 81 a stk. 1.

Krav og regler

Reglerne for fleksibel pasning er de samme som ved privat pasning, men ved fleksibel pasning er der desuden nogle betingelser som du kan læse mere om på siderne om privat pasning.

Læs om Privat pasning

Deltidspladsen i dagtilbuddet og den private pasning kan timemæssigt ikke overstige hvad der svarer til en fuldtidsplads i et dagtilbud, 52 timer. pr. uge.
Den private pasning skal udgøre mindst 10 timer om ugen i gennemsnit over en 4 ugers periode.

Ansøgningen om kombinationstilbud skal indeholde:

  • Aftale/kontrakt mellem den fleksible passer og forældrene
  • dokumentation vedr. arbejdstider
  • udfyldt ansøgningsskema

Ansøgningen om kombinationstilbud skal være Pladsanvisningen i hænde en måned inden opstart.

Dokumentationen vedr. arbejdstider kan bestå af en arbejdsgivererklæring, vagtplaner og lignende. 

  • Der kan kun ydes støtte til fleksibel pasning i tidsrum, hvor både du og din ægtefælle eller eventuelle samlever er forhindret i selv at passe barnet på grund af arbejde.
  • Den fleksible passer skal ansættes med et gennemsnitligt timeantal på mindst 10 timer pr. uge. Timerne skal opgøres over en periode på mindst 4 uger.
  • Der kan kun ydes tilskud til fleksibel pasning i tidsrum uden for daginstitutionernes almindelige åbningstid.
  • Afbrydes ordningen, vil du igen have en fuldtidsplads fra den 1. i den førstkommende måned.
  • Sker der ændringer til aftalen eller væsentlige ændringer i arbejdstiden af betydning for tilskuddet skal det meddeles til Pladsanvisningen hurtigst muligt.
  • Kommunen foretager løbende stikprøver for at sikre, at dokumentation for at oplysninger om arbejdstid og pasningsbehov afgivet i forbindelse med ansøgning om fleksibel pasning er korrekte.

 

Økonomi

Prisen for fleksibel privat børnepasning er ikke fastsat af kommunen, men af den private pasningsperson. Tilskuddets størrelse afhænger af timeantallet, forældrenes egenbetaling og barnets alder. 

Fleksibel pasning timer pr. uge

Dagtilbud maks. timer pr. uge

Maks. tilskud til fleksibel pasning pr. måned*

Takst i dagtilbud pr. måned

(juli måned er betalingsfri)

0-2 årige

3-6 årige

0-2 årige

3-6 årige

10-15

42

1.910

1.010

2.700

1.440

16-20

36

2.545

1.350

2.460

1.315

21-25

31

3.180

1.685

2.225

1.195

26-30

26

3.815

2.020

1.985

1.070

31-35

21

4.450

2.360

1.745

950

 

* Bemærk at der, inden for den angivne ramme, alene gives tilskud til dækning af 75 pct. af de dokumenterede udgifter til fleksibel pasning. 

Satserne er beregnet, så tilskuddet svarer til det højeste antal timer til fleksibel pasning i de forskellige pakker. I pakken med fleksibel pasning mellem 10 og 15 timer pr. uge svarer tilskuddets størrelse således til pasning 15 timer om ugen. 

Eksempel: Med et 36 timers pasningsmodul kan du altså få støtte til finansiering af en barnepige i weekenden eller på andre tidspunkter uden for daginstitutionens åbningstid i op til 20 timer. Det forudsætter, at du og din ægtefælle eller eventuelle samlever selv er forhindret i at passe barnet på grund af arbejde, og at dette kan dokumenteres.

Hvordan ansøger jeg

For at få bevilliget fleksibel pasning skal du udfylde ansøgningsblanketten, samt indsende din kontrakt med den fleksible passer.

Blanketten skal sendes sikkert  til Pladsanvisningen via sikker post på borger.dk eller E-boks.

Når Pladsanvisningen har modtaget aftale/kontrakt og der på Digital Pladsanvisning er ansøgt om tilskud behandles ansøgningen. Kan det fremsendte godkendes fremsendes der en bevilling for den ansøgte periode.

 Søg om fleksibel pasning



Pladsanvisningen

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Tlf.: 49 28 27 37
E-mail: Skriv sikkert til Pladsanvisningen