Samarbejde mellem forældre og dagtilbud

Den gode kontakt mellem forældre og dagtilbud er højt prioriteret.

Dagtilbud værner om børns ret til at være børn, til at være forskellige og til at udvikle sig i forskelligt tempo. Der er fokus på at drage omsorg for børnene og samtidig stimulere og udfordre børnene for at understøtte deres trivsel, udvikling og læring.

Pædagogisk kvalitet forudsætter et godt forældresamarbejde. Derfor er det vigtigt, at forældre oplever tydelighed, gennemsigtighed og tryghed. Dagtilbud ønsker et forpligtende samarbejde med forældrene. 

Velkommen i dagtilbud

I er velkomne til at besøge de dagtilbud, I overvejer at skrive jeres barn op til. Ring og lav en aftale forinden. Se oversigt over dagtilbud

Velkomstsamtale

Når jeres barn har fået en plads i et dagtilbud, skal I kontakte dagtilbuddet og lave aftaler om jeres barns start. Vi vil bl.a. invitere jer til en velkomstsamtale, hvor vi glæder os til at høre om jeres barn og tale om vores fremtidige samarbejde. Vi tager udgangspunkt i det overgangspapir, som I har fået tilsendt og evt. har udfyldt sammen med sundhedsplejersken.

Opfølgningssamtale

Når jeres barn har gået i dagtilbuddet i omkring tre måneder, bliver I inviteret til en opfølgningssamtale. Her taler vi om jeres barns trivsel og den første tid i dagtilbuddet. 

Årlig forældresamtale

En gang om året bliver I inviteret til en forældresamtale om jeres barns trivsel, udvikling og læring. I kan naturligvis altid drøfte spørgsmål og bekymringer med stuens medarbejdere.

 

Tabulex - Følg med i dit barns hverdag

Tabulex er et online registrerings- og kommunikationsværktøj til dagtilbud og forældre til børn i dagtilbud. Tabulex giver overblik over de informationer, der knytter sig til børnene og dagligdagen. Husk løbende at opdatere informationerne, så vi får de korrekte informationer om fx:

  • Børnenes stamdata - dvs. adresser, telefonnumre samt navne på forældre og søskende.
  • Hvilke børn har fri eller er syge.
  • Hvem børnene hentet af og på hvilket tidspunkt.
  • Beskeder mellem forældre og personale.
  • Hvad sker der i dagtilbuddet - dvs. info om aktiviteter og arrangementer.

Tabulex består af et forældremodul, et personalemodul og et touchmodul. 

Alle børn sprogvurderes fra to-års-alderen

Alle børn bliver sprogvurderet tre gange, mens de går i dagtilbud. Første vurdering er omkring de to år.  Anden sprogvurdering sker omkring barnets tredje år, og sidste sprogvurdering i dagtilbud sker, når barnet er omkring de fem år. 

Dagtilbud benytter værktøjet "Sprogtrappen" til sprogvurderinger af 2-årige børn og Rambølls sprogvurdering til 3-5-årige børn.

Læs mere om "Sprogtrappen"

Læs mere om sprogvurdering

Dialogmøder - Fokus er dit barns trivsel

Jeres barns dagtilbud tilbyder altid dialogmøder, hvis I er bekymrede for jeres barns trivsel, udvikling eller læring. Vi kan også invitere jer til et dialogmøde, hvis vi er bekymrede. Til mødet inviterer vi nogle gange andre relevante samarbejdspartnere, som kan hjælpe med at afklare bekymringen omkring jeres barn. Fokus er altid barnets trivsel.

Tværfagligt forum (TF) - en faglig sparring til dagtilbuddet om jeres barn

Når dagtilbuddet er bekymret for jeres barns trivsel, udvikling og læring, kan jeres barns dagtilbud få ekstra rådgivning i Tværfagligt Forum også kaldet TF. Inden mødet vil de relevante fagpersoner fra dagtilbuddet udfylde et indstillingsskema, som de gennemgår sammen med jer. I skal desuden give samtykke til, at bekymringen må drøftes på TF. 

I har også mulighed for at udfylde jeres del af skemaet. Fagpersoner fra jeres barns dagtilbud hjælper gerne med den del, hvis I ønsker det.

På TF deltager altid:

  • Psykolog.
  • Tale/hørepædagog.
  • Specialpædagog.

Hver tredje måned deltager også:

  • Socialrådgiver.
  • Sundhedsplejerske. 

Alle fagpersoner er ansat i Helsingør Kommune.

Farvel til dagtilbud og goddag til skole

Når jeres barn er 5-6 år, er det tid til, at barnet forlader sit dagtilbud og begynder i skole. Det sidste år barnet går i dagtilbud, får I tilbudt en "Overleveringssamtale". Til overleveringssamtalen taler vi bl.a. om tiden frem til skolestart. Sammen udfylder vi de papirer, som skolen får om jeres barn. Vi orienterer jer om tidsplanen for samarbejdet mellem skole og dagtilbud.

Overleveringssamtalen erstatter den årlige forældresamtale det sidste år i dagtilbuddet.

Ændringer pga. Corona-virus
Vær opmærksom på, at dele af Helsingør Kommune ikke har normal drift pga. corona-virus.
Ændringer pga. Corona-virus

Center for Dagtilbud og Skoler

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: Skriv sikkert til Center for Dagtilbud og Skoler