Folkeoplysningsloven opstiller en række krav til foreninger, der tilbyder frivilligt, folkeoplysende foreningsarbejde, for eksempel idrætsforeninger:
- At foreningen er hjemmehørende i Helsingør Kommune.
- At foreningen som udgangspunkt er åben for alle.
- At den har en ansvarlig bestyrelse.
- At den er almennyttig, kontinuerlig og ikke-kommerciel.
Desuden skal foreningen tilbyde ’folkeoplysende aktiviteter’ og med udgangspunkt heri blandt andet bidrage til et forpligtende fællesskab for foreningens medlemmer.
Trin 1 – Lav et udkast til foreningens vedtægter
Vedtægterne skal indeholde oplysninger om:
-
Foreningens formål.
-
Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer.
-
Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor.
-
Foreningens hjemsted.
-
Betingelser for medlemskab.
-
Tegningsret for foreningen (hvem må underskrive på vegne af foreningen).
-
Procedure for vedtægtsændringer.
-
Anvendelse af foreningens eventuelle overskud ved ophør.
Trin 2 – Afhold generalforsamling
Dernæst skal I holde en generalforsamling, hvor I indkalder alle interesserede personer. På den første generalforsamling vælger I en bestyrelse og godkender foreningens vedtægter. Det er en god idé at sende forslag til vedtægter ud med indkaldelsen til generalforsamlingen. I skal tage referat fra generalforsamlingen, og referatet skal underskrives af referenten og dirigenten.
Nu er foreningen stiftet. Det betyder, at I fx kan oprette en bankkonto i foreningens navn og få et CVR-nummer.
Trin 3 – Hvem er formand og kasserer?
På det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstitueres bestyrelsen. Det betyder, at bestyrelsesposterne fordeles; hvem er formand, næstformand, kasserer og menigt bestyrelsesmedlem. Det er en god idé at lave en klar ansvarsfordeling, så alle er klar over, hvilke opgaver de har i bestyrelsen. Det kan også være en god idé at lave en foreningsmappe, som indeholder vedtægter, referater, forretningsorden for bestyrelsen og andre dokumenter som bruges i bestyrelsesarbejdet.
Trin 4 – Godkendelse af Helsingør Kommune
Hvis I vil søge tilskud eller låne kommunale lokaler og anlæg til foreningens aktiviteter, skal foreningen godkendes af Helsingør Kommune.
Indsend:
-
Referat af første generalforsamling.
-
Foreningens vedtægter.
Materialet skal sendes til: Folkeoplysning@helsingor.dk