Beskyttet natur og Natura 2000-områder

Truede arter og naturtyper er beskyttet igennem Natura 2000 og naturbeskyttelseslovens § 3.

Naturbeskyttelsesloven § 3

Alle søer, moser, enge, strandenge, overdrev, og heder er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. Udpegede vandløb er også omfattet af beskyttelsen. 

Naturtyperne skal have følgende størrelser for at være omfattet af beskyttelsen:

  • søer på over 100 m2 
  • moser, enge, strandenge, overdrev og heder, når de enten alene, tilsammen eller i forbindelse med søer er større end 2.500 m2
  • udpegede vandløb

Beskyttelsen skal være med til at sikre at naturtyperne opretholdes. § 3 er en forbudsbestemmelse imod tilstandsændringer, hvilket betyder, at der ikke må foretages indgreb, eller på anden måde laves ændringer der kan ændre tilstanden af et § 3-område.

Eksempler på tilstandsændringer er dræning, terrænregulering, opdyrkning, tilplantning, byggeri, master og i nogle tilfælde store rydninger mv.

Helsingør Kommune kan i særlige tilfælde meddele dispensation til et indgreb i et § 3-område, for eksempel hvis det er naturforbedrende naturpleje. Du kan læse mere om naturpleje under siden 'Støtte til naturpleje'.


Du kan sende en ansøgning om dispensation til blv@helsingor.dk. Ansøgningen skal indeholde følgende:

  • En beskrivelse af projektets formål og den praktiske udførelse
  • Begrundelsen for indgrebet
  • Kort over området for eksempel et luftfoto
  • Eventuelt et foto af området og en skitsetegning af indgrebet

Beskyttet natur på din ejendom

Du kan se, om der er registreret et § 3-område på din ejendom på www.arealinfo.dk eller kommunens webgis. Her kan du også søge feltbesigtigelserne frem og se hvilke planter der vokser i dit § 3-område.

Registreringerne er vejledende og du kan derfor godt have et § 3-område på din ejendom som ikke er registreret på hjemmesiderne. Det er altid de konkrete fysiske forhold der gælder. Er du i tvivl om hvorvidt der er § 3-områder på din ejendom eller ej kan du kontakte team Natur og Vand i Helsingør Kommune. Det er dit ansvar at få forholdet undersøgt før der foretages tilstandsændringer.

Naturstyrelsen fører selv tilsyn og plejer statens § 3-områder, men Helsingør Kommune er stadig myndighed for eksempel vedrørende dispensationer.

Natura 2000-områder

Områderne er udpeget af EU og skal være med til at sikre den biologiske mangfoldighed i hele EU. Natura 2000-områderne består af fuglebeskyttelsesområder og habitatområder. Dertil skal habitatdirektivets bilag IV sikre at levevilkårene for en række plante- og dyrearter ikke forringes. Det betyder at alle projekter skal vurderes i forhold til Natura 2000-områder og bilag IV arter.

Læs mere om Natura 2000 på Miljøstyrelsens hjemmeside

Naturstyrelsen udarbejder Natura 2000-planen der indeholder målsætninger og indsatser mod en gunstrig bevaringsstatus og kommunen udarbejder de tilhørende handleplaner.

De seneste handleplaner for Natura 2000-områderne i Helsingør Kommune ligger her:

Teglstrup Hegn og Hammermølle Skov, Natura 2000 område nr. 130.

Gurre Sø, Natura 2000 område nr. 131.

Rusland, Natura 2000 område nr. 132 (Også i Gribskov Kommune).

Gribskov, Esrum Sø og Snævret Skov, Natura 2000 område nr. 133 (også i Gribskov, Hillerød og Fredensborg kommuner)


Vil du vide mere?

Læs om beskyttet natur og pleje af naturen på Naturstyrelsens hjemmeside og på Fugle og Naturs hjemmeside. 

Naturstyrelsens hjemmeside

Miljøstyrelsens hjemmeside

Fugleognatur's hjemmeside

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk