Boringer, brønde og privat vandforsyning

Ansøgningsskema for ny boring, sikring af din drikkevandsforsyning, udtagning af vandprøver og hvad du skal gøre, hvis du vil forsynes fra et vandanlæg.

Ny boring

Der skal søges om tilladelse til at lave en ny boring af den såkaldte A-type, mens B-type boringer skal anmeldes. Både A- og B-type boringer søges om digitalt.  Er du privatperson, anbefales det at du rådfører dig med en boreentreprenør eller rådgiver.

Søg om tilladelse til at etablere A- og B-boringer

Har du eventuelle spørgsmål kan du kontakte Center for By, Land og Vand via mail på BLV@helsingor.dk. Mærk din mail med "Ny boring". Du kan også kontakte Helsingør Kommune på 49 28 28 28 og spørge efter Center for By, Land og Vand.

Center for By, Land og Vand tilstræber, at du inden for 24 timer får besked om, hvorvidt anlægget kan placeres som ansøgt. Sagsbehandlingstiden afhænger af sagens karakter, men vi tilstræber, at den ikke overstiger tre uger fra modtagelse af korrekt udfyldt ansøgning.

Privat vandforsyning - Er drikkevandet i orden?

Har du vandforsyning fra en brønd, er du mere udsat for dårlig vandkvalitet, men enkle tiltag vil ofte kunne sikre en bedre kvalitet af drikkevandet (se under "beskyt kilden").

Vi anbefaler at få lavet en analyse af drikkevandet hvert 5. år. Analysen  kaldes en "forenklet kontrol", og hvad  analysen omfatter og hvilke grænseværdier, der gælder, kan ses af tabellen:

Parameter Grænseværdi
Kimtal v. 22 grader      200 bakterier pr. ml
Kimtal v. 37 grader 20 bakterier pr. ml
Colibakterier < 1 pr. ml
Escheria coli < 1 pr. ml
pH 7-8,5
Jern 0,2 mg/l

 




 
 

Godkendte laboratorier til vandprøver

  • Milana / ALS, tlf. 49 25 07 70 - 3050 Humlebæk.
  • DonsLab, tlf. 45 80 31 33 - 3500 Kirke Værløse.
  • Eurofins Miljø, tlf. 70 22 42 66 - 2600 Glostrup.
  • VBM laboratoriet, tlf. 36 72 70 00 - 2610 Rødovre.
  • Højvang laboratorier, tlf. 58 24 24 58 - 4293 Dianalund.

Beskyt din brønd/boring

For at sikre det er godt drikkevand, der kommer fra din brønd eller boring, kan du gøre følgende:

  • Sørg for, at der ikke kan trænge regnvand, insekter m.m. ind til brønd eller boring fra oven eller fra siderne. Det kan gøres ved:
    • at hæve brønd-/boringsafslutning til 30 cm over terræn.
    • afslutte den øverste ½m af en brønd med murede brøndringe og.
    • have et dæksel, som ligger stabilt på en tætningsliste på brøndafslutningen.
  • Sørg for at boringer placeret i bunden af en brønd afsluttes over vandspejlet i brønden og har tæt afslutning.
  • Hold spildevandsledninger tætte og mindst 25 m væk fra brønd eller boring.

Er de tekniske forhold bragt i orden, men en analyse viser, at der stadig er for mange bakterier i vandet, kan det overvejes at klore vandet afhængigt af bakterieindholdet.

Kontakt en brøndborer eller VVS med forstand på kloring af boringer og brønde til at udføre arbejdet. Vejledning til kloring, så du kan se hvad det omfatter.

Afgift for vandforbrug

Ejere af ejendomme, der bliver forsynet fra lokale boringer/brønde, skal betale afgift for vandforbrug efter et standardforbrug på 170 m3 om året pr. helårsboligenhed og 70 m3 for andre boliger.

Vil du skifte til vandværksvand?

Hvis du ønsker at skifte til almen vandforsyning så skal din boring eller brønd sløjfes. Afhængig af hvor du bor (se kortet under Vandforsyning) så kontakt Helsingør Vandforsyning eller ét af de private vandværker for at høre hvad koster. Tag derefter kontakt til en godkendt brøndborer og husk, at arbejdet til sløjfning skal indregnes i budgettet udover selve tilslutningsafgiften til ledningsnettet.

Du kan søge om dispensation om at beholde boringen, hvis du har minimum tre dyreenheder eller har erhverv med noget vandforbrug knyttet.

Retningslinjer for at sløjfe ubenyttede brønde eller boringer

Som entreprenør skal du senest 14 dage efter sløjfning af en brønd eller boring sende en færdigmelding som mail til blv@helsingor.dk - Att.: Natur & Miljø, med en anmeldelse af at sløjfningen er udført i overensstemmelse med disse retningslinjer eller tilsvarende (der henvises i givet fald til disse).

Lovgrundlag

Sløjfning af en brønd eller en boring skal overholde kravene til sløjfning i Bekendtgørelsen nr 1260 af 28/10 2013 om udførelse og sløjfning af boringer og brønde på land. Disse retningslinjer er lavet til at understøtte overholdelse af Bekendtgørelsens §29 om at sikre, at de oprindelige jordlags vandstandsende evne reetableres.

Sløjfning af en brønd

En brønde skal sløjfes af et firma med A-bevis jf. vedhæftede liste fra GEUS. Brønden oprenses og plomberes, så skadelige stoffer ikke kan trænge ned i grundvandet.
Arbejdet udføres på følgende måde:

  1. Evt. slam i bunden af brønden suges op.
  2. Evt. affald i bunden af brønden fjernes.
  3. Alle installationer (rør, pumper, kabler) fjernes.
  4. Rør afproppes.
  5. Brønden forsegles i bunden med 50 cm bentonit.
  6. Herefter fyldes op med ren jord/sand/grus til 1 m under terræn.
  7. Brøndvæggen fjernes til 1 m under terræn.
  8. Den resterende meter fyldes op med ren jord og muld.

Sløjfning af en boring

Boringer skal plomberes, så skadelige stoffer ikke kan trænge ned i grundvandet. Boringen skal sløjfes af et firma med A-bevis. Omfatter sløjfningen at hele forerøret fjernes følges Bekendtgørelsens §30.

Sløjfning af boring etableret i en ældre brønd. Arbejdet udføres på følgende måde:

  1. Forerør fyldes med bentonit.
  2. Evt. slam i bunden af brønden suges op.
  3. Evt. affald i bunden af brønden fjernes.
  4. Alle installationer (rør, pumper, kabler) fjernes.
  5. Rør afproppes.
  6. Brønden forsegles i bunden med 50 cm bentonit.
  7. Herefter fyldes op med sand indtil 1 m under terræn.
  8. Forerør og brøndvæg fjernes til 1m under terræn.
  9. Der fyldes op med ren jord og muld til terræn.

Sløjfning af boring i tørbrønd. Arbejdet udføres på følgende måde:

  1. Boringen fyldes med bentonit.
  2. Alle installationer fjernes (rør, pumper, kabler mm).
  3. Rør afproppes.
  4. Forerør fjernes til min. 1 m’s dybde.
  5. Brøndvæg/ringe fjernes til min. 1 m’s dybde.
  6. Den resterende meter eller mere fyldes op med ren jord og muld.


Sløjfning af boring afsluttet over terræn. Arbejdet udføres på følgende måde:

  1. Forerør fyldes med bentonit.
  2. Forerøret fjernes ned til en dybde af 1 m under terræn.
  3. Forerør og evt. filtersand omkring forerør dækkes af 50 cm bentonit.
  4. Der fyldes op med ren jord og muld.

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk