Kandidater til Seniorrådsvalg 2025

Aksel Bo Ravn

Jeg er interesseret i at forbedre dagligdagen for mennesker over 60 år. Jeg ønsker at arbejde for at styrke fællesskabet og modvirke ensomhed, fx i form af mødesteder.

De nøgleområder, jeg ønsker at arbejde med, er madordninger, servicebusser og at sikre fremkommeligheden på veje og stier. Derudover vil jeg arbejde for bedre økonomi på plejehjemmene, og jeg vil arbejde for flere senior- og ældreboliger.

Annie Thygesen Andersen

Jeg har boet i Helsingør Kommune i 49 år og er godt forankret her. Jeg vil være glad for at bidrage med en indsats på ældreområdet. Jeg har mange års erfaring med bestyrelses- og rådsarbejde, bl.a. i Helsingør Handicapråd, og jeg har været formand for Dansk Folkehjælp i 10 år.

Jeg har stor interesse for ældres vilkår og ældres ensomhed efter ægtefælles død. Jeg har arbejdet med dette i Fredensborg Kommune med succes.

Jeg ønsker at fokusere på ældres boligforhold og på, hvordan man kan få støtte til at blive længst muligt i egen bolig.

Derudover vil jeg arbejde for mere velsmagende mad. Udflugter alle har råd til afpasset efter, hvor godt man er gående. Handicappede pensionister skal ikke miste den hjælp de havde, før de fik folkepension. Jeg vil arbejde for etablering af små grupper af ældre, der kan støtte hinanden.

Henrik Malmgreen

Jeg fylder 70 år til januar og er fortsat erhvervsaktiv. Jeg har siddet i Seniorrådet i én periode og føler, at jeg har både energi og overskud til at yde en indsats for de seniorer, der måske ikke selv har kræfterne til at tale deres sag. Seniorrådets fornemmeste opgave er i min optik at være talerør på vegne af Helsingør Kommunes seniorer i alle de sager, hvor vi ifølge gældende lovgivning har høringsret.

En af mine hovedinteresser er, hvordan vi kan sikre, at de seniorer, der ønsker det, kan blive længst muligt i eget hjem. Jeg har selv forældre på 92 og 94 år, som er dybt afhængige af god og effektiv hjælp fra den kommunale hjemmepleje. Den hjælp får de heldigvis, og den støtte vil jeg meget gerne være med til fortsat at sikre andre seniorer i Helsingør Kommune og om muligt gøre endnu bedre.

Ib Kirkegaard

Jeg stiller op til Seniorrådet, fordi jeg gerne vil være med til at forbedre vilkårene for alle ældre i Helsingør Kommune. Jeg har tidligere været byrådsmedlem, det kan godt være en fordel at kende “systemet” indefra.
Jeg har fokus på, at alt plejepersonale skal kunne tale og forstå dansk. Jeg vil arbejde for en bedre dialog mellem hospital, sundhedshus og kommune, når borgeren er færdigbehandlet, og skal hjem eller på plejehjem. Der skal sættes mere fokus på de frivillige, som gør en stor indsats på mange områder. Der skal indføres mindstenormeringer på alle plejehjem og bosteder, ligesom vi allerede har for børn i daginstitutioner.

Endelig vil jeg gøre Seniorrådet mere synligt fx gennem faste mødesteder, hvor ældre kan møde op og få råd og vejledning i deres kontakt med Helsingør Kommune. Seniorrådet kunne fx også fungere som bisidder for borgerne, når de har besøg af visitator.

Jens Kirkegaard

Jeg har været arkitekt, og jeg medlem af det eksisterende Seniorråd samt formand i foreningen Stad og Egn i Helsingør. I Seniorrådet vil jeg arbejde for, at Byrådet har samme fokus på os ældre, som de har på at støtte cykelløb og Ironman.

Og i Seniorrådet skal vi holde øje med, at de afsatte midler fra Statens finanslov til os ældre i Helsingør ikke rundbarberes af Byrådet for i stedet at gå til andre formål.

Derfor er et vigtigt, at du, hvis du er over 60 år ved kommunalvalget den 18. november, også stemmer til valget til Seniorrådet, som er din mulighed for at forbedre de ældres vilkår i Helsingør.

Jens-Ole Andersen

Jeg er engageret i demokratiet og i at viderebringe og tydeliggøre seniorbefolkningens behov til kommunalpolitikerne. Jeg vil bestræbe mig på, at alle dele af kommunen bliver tilgodeset. Den tredje alder må ikke blive kommunalpolitisk undervurderet.

Jeg vil arbejde for, at antallet af seniorboliger skal højnes gennem planlægning. Det gælder ejer-, almennyttige- og andelsboliger. Kollektiv transport skal være billig og bekvem i hele kommunen. Ensomhed skal forebygges ved tilskud til aktivitetscentre og frivillige foreninger. Ældreomsorgen med plejecentre, hjemmehjælp og sundhedstilbud skal være i top.

Jette Lützhøft

Jeg vil medvirke til, at Helsingør Kommune opfylder sin pligt overfor de borgere, der har behov for hjælp. Det være sig til personlig pleje, til plejehjemspladser i det omfang, der er behov for, eller til ældre/plejeboliger i det nødvendige omfang. Jeg vil som medlem af Seniorrådet medvirke til, at man som ældre i Helsingør Kommune får:

  • De nødvendige pleje/ældreboliger.
  • At Helsingør Kommune er åben for, at der bygges seniorboliger.
  • At ventetiden på sagsbehandling nedbringes.
  • At der er de nødvendige plejehjemspladser.
  • At der er aktivitetstilbud og tilskud til fysisk træning.

John Linke Olsen

Jeg er 76 år og bor på Vapnagård. Jeg stiller op til Seniorrådet, fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at Helsingør Kommune giver ældre og deres pårørende den pleje, omsorg og hjælp, som der er brug for.

De hovedområder, jeg vil arbejde for, er indenfor velfærdsteknologi. Fx når kommunen beslutter, at borgeren skal indkøbe en robotstøvsuger i forbindelse med visiteret rengøring - hvem skal så betale den? Og der er mange flere ting på vej, bl.a. medicinrobotter. Inden for beredskab, skal Helsingør Kommune hjælpe de svageste, både praktisk og økonomisk med indkøb af de ting, som Beredskabsstyrelsen anbefaler. Ikke kun dem på plejehjem, men også dem, der stadig bor i eget hjem. Kontrol af plejehjem skal ske sker jævnligt. Et vigtigt område er aflastningspladser, hvor der er behov for mere aflastning til pårørende, som passer og plejer deres pårørende, end det, der tilbydes i dag.

Jørgen Busch Christensen

Mine interesseområder er: Samfundsforhold, velfærd, demokrati, sundhed, ældrepolitik, borgerrettigheder, retssikkerhed og formidling heraf.

Jeg vil arbejde for:

  • Velfærd
  • Åbenhed
  • Ærlighed
  • Borgeren i centrum
  • En tillidsværdig ældrepolitik
  • En sammenhængende sundhedspolitik.

Lene Grønning

Jeg er 72 år. Jeg stiller op til Seniorrådet, da jeg ser det som et privilegie at have en stemme i forhold til de beslutninger, der former livet og hverdagen for os ældre i Helsingør Kommune. Jeg håber på, at mit bidrag vil gøre en positiv forskel for mange mennesker.

Mit hovedfokus i Seniorrådet vil være at skabe og understøtte gode rammer for sociale fællesskaber og fysisk aktivitet i kommunen. Forskning på området viser os, at det har en afgørende effekt for ældre menneskers trivsel og sundhed, og så giver det mig stor værdi i mit eget liv, hvor jeg blandt andet oplever fællesskab og kultur i Blixen Klub Helsingør, underviser i yoga for seniorer og nyder kolde gys som medlem af Ålsgårde-Hellebæk Havbad.

Marianne Seemann

Jeg er 71 år, har to børn, fem børnebørn og fem oldebørn. I mit arbejdsliv har jeg arbejdet flere forskellige steder bl.a. på værtshus og Helsingør Skibsværft, og jeg har arbejdet som hjemmehjælper på plejehjem samt på sygehus.  

Jeg ønsker at være med til at gøre en forskel for seniorer og ældre. Jeg vil gerne arbejde for flere almene boliger samt bofællesskaber for ældre, hvor der ikke kræves visitation, men hvor det er borgeren selv, der har et valg. Så vi kan komme ensomheden til livs. Jeg vil også holde øje med og følge den nye ældrelov.

Merete Haugaard Jensen

Jeg brænder for at fortsætte arbejdet i Seniorrådet i næste periode. Fra mit frivillige arbejde har jeg fået stor indsigt i, hvor forskelligt seniorlivet leves og hvilke behov, det medfører. Meget er allerede opnået, men der er plads til forbedringer. I Seniorrådet gør vi os umage med at give byrådet gode råd, men sætter samtidigt selv mange emner på dagsordenen. Jeg har i min første periode stået for fire meget velbesøgte borgermøder. Jeg arbejder for udvikling for at opnå forbedringer.

Seniorer skal opleve selvbestemmelse over eget liv, men også tage medansvar. Jeg arbejder for ældres omsorg og værdighed. Jeg vil følge de nye selvstyrende team tæt for at have fokus på personlig hygiejne, bedre rengøring, sund, velsmagende mad samt støtte til pårørende.

Vi har behov for flere velegnede ældre-og seniorboliger og fokus på lavt sygefravær igennem et godt arbejdsmiljø med ledelse tæt på. Vi kan skabe et endnu bedre seniorliv.

Mona Westermann

Jeg ønsker igen at stille mit kandidatur til rådighed, da jeg i to perioder af i alt otte år har været valgt som repræsentant for ældre borgere 60+ i Helsingør Seniorråd. 

Jeg har tiden og lysten til at interessere mig for ældres levevilkår samt ældres behov for en sund, god og tryg alderdom samt at fremme ældres rettigheder og pligter. I samspil med Helsingør Kommunes politikere, skal Helsingør Seniorråd fremadrettet arbejde med ”den nye ældrelov” som delvis er trådt i kraft 1. juli 2025. Dette samarbejde bliver meget spændende.

Jeg har stort fokus på medicinhåndteringen både for ældre hjemmeboende samt for ældre, der bor på Helsingør Kommunes plejehjem. Mit fokus er også på gode boliger til ældre for at kunne være selvhjulpne i hjemmet i så lang tid som muligt samt den gode dialog mellem ældre, plejepersonale og politikerne.

 

Pernille Hermann

Busser, bænke og offentlige toiletter er helt nødvendige for, at mange ældre kan komme ud og omkring, så her er jeg rigtig stædig. Behovet forsvinder ikke, selv om pengene mangler.

Jeg har været med til at afprøve og anbefale den nye, jævne gågadebelægning – glæd jer, for den bliver fin.

Men så er der de rigtig alvorlige knaster: Nogle besparelser har med nålestikspræcision ramt de allersvageste og deres hårdt belastede pårørende, selv om vi i Seniorrådet har protesteret. Det må stoppe!

Og vi, der har tid og kræfter, må give et nap til dem, der har behov for hjælp – ikke kun vores allernærmeste. Personalet kan ikke nå det hele, selv om de prøver – der kan ikke skaffes hænder nok til opgaverne. Det må være en fælles udfordring for alle os, der er oppe i årene – en dag bliver vi gamle nok til at mærke det på egen krop.

Politik og Organisation

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: po@helsingor.dk