Ændring af restaurationsloven

Ny restaurationslov træder i kraft den 1. juli i år.

Et flertal i Folketinget stemte torsdag for en ændring af restaurationsloven, som på flere punkter gør det lettere at drive restaurationsvirksomhed. Blandt andet betyder vedtagelsen, at det nu bliver muligt for branchen at ansætte personale på under 18 år.

Den nye lov betyder, at unge mellem 15 og 18 år fremover kan arbejde i lokaler, hvor der sker servering af alkohol. Det er dog en betingelse, at den pågældende restaurations ”hovedformål” er servering af mad, og de unge må kun arbejde indtil kl. 22.00. Restauranter i form af barer, diskoteker og natklubber vil derfor ikke være omfattet af de nye muligheder.

Ændringerne i loven omhandler bevillinger og alderskrav, og de vigtigste ændringer er: 

  • Lovforslaget indebærer en præcisering af reglerne om bevillingsperiodernes længde, således at alkoholbevillinger gives for en periode på 8 år og adgangen til tidsmæssige begrænsninger af bevillingsperioder begrænses til 4 og 2 år. 
  • Desuden indeholder lovforslaget en nedsættelse af alderskravet til bevillingshavere/bestyrere fra 25 år til 21 år og fra 23 år til 18 år for ansøgere, der har afsluttet en uddannelse inden for hotel- og restaurationsfaget og som ikke har gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.  
  • Endelig sker der en udvidelse af bevillingsnævnene med et sagkyndigt medlem, således at nævnene fremadrettet har et medlem med faglige og økonomiske kompetencer til at vurdere de virksomheder, som søger bevillinger. Derudover består bevillingsnævnene af en repræsentant for politiet samt 6 andre medlemmer (der er en særbestemmelse for København).  
  • Med lovforslaget lempes endvidere forbuddet mod at beskæftige mindreårige, hvor der serveres alkohol, så unge mellem 15 og 18 år kan arbejde på serveringssteder i tidsrummet kl. 6.00-22.00, hvis hovedformål er servering af mad, og hvor serveringen af stærke drikke sker i forbindelse hermed. De unde må udelukkende være beskæftiget med afrydning, opdækning, rengøringsarbejde, modtagelse af bestillinger eller servering af drikke under opsyn af personer over 18 år. Det betyder også, at barer, natklubber og diskoteker ikke vil være omfattet af denne lempelse.

Læs lovforslaget