Østerbro Tømmerhandel har overtaget Hornbæk Trælast & Byggemarked.

Østerbro Tømmerhandel vil redde tømmerhandlere i yderområderne.

Mange af de små tømmerhandler i yderområderne kæmper en hård kamp for overlevelse. Men udviklingen kan vendes. Det påstår i hvert fald Østerbro Tømmerhandel, som mener at have fundet formlen.

Østerbro Tømmerhandel overtog i 2012 Vejby Tømmerhandel, og siden da er omsætningen seksdoblet til nu 30 millioner kroner om året, og der er skabt 10 nye arbejdspladser. Den samme positive forvandlingsproces forsøges nu gentaget i Hornbæk, hvor Østerbro Tømmerhandel netop har overtaget Hornbæk Trælast & Byggemarked.

Ifølge Østerbro Tømmerhandel er problemet med mange af de små tømmerhandler i yderområderne, at de ofte drives som tankstationer, hvor de lokale kunder og håndværkere kun køber de mest fornødne småting og til for høje priser. Den valgte strategi for at redde tømmerhandlen er derfor at sænke priserne og at etablere en fælleskonto med Østerbro Tømmerhandels andre afdelinger i København og Nordsjælland. Andre vigtige elementer i strategien er at satse på lokale fagligt dygtige medarbejdere og at modernisere lokaliteterne og udvide sortimentet.

Østerbro Tømmerhandel Gruppen har afdelinger på Østerbro og i Vejby, Hornbæk og Søborg og omfatter også Københavns Listefabrik i Søborg. I alt beskæftiger den lille koncern i dag 65 medarbejdere.

Se pressemeddelelse