Bavarian Nordic bygger ud igen – behov for flere medarbejdere.

I alt forventer Bavarian Nordic frem mod åbningen i 2021 at ansætte omkring 75 nye medarbejdere på fabrikken.

Vaccineselskabet Bavarian Nordic investerer nu en halv milliard kroner i udbygning af fabrikken i Kvistgård. Målet er at udvide det eksisterende anlæg med en fyldelinje, der sætter selskabet i stand til selv at færdigproducere sine vacciner, hvilket i dag foregår hos kontraktproducenter i udlandet. Som noget nyt vil det topmoderne anlæg kunne frysetørre vaccinen, hvilket giver den en længere holdbarhed samt gør den lettere at opbevare og transportere.

Med udbygningen konsoliderer Bavarian Nordic sin position som et førende vaccineselskab, der bl.a. producerer koppevacciner til USA, men også har stigende aktivitet som følge af blandt andet et bredt samarbejde med medicinalgiganten Johnson & Johnson.

75 nye medarbejdere skal ansættes på den nye fabrik, som Bavarian Nordic opfører i Kvistgård. En del af dem regner virksomheden med at kunne finde i lokalområdet.

"Allerede nu går vi i gang med at ansætte medarbejdere, der skal være med til at udvikle og implementere den nye fabrik. Anslået får vi brug for 75 nye medarbejdere, men et mere nøjagtigt tal er svært at spå om på nuværende tidspunkt, siger Thomas Duschek, investor og communications specialist i Bavarian Nordic.