Bliv erhvervsmentor og hjælp flygtninge tættere på job

Helsingør Kommune er gået sammen med Erhvervslivet i Helsingør om at få flygtninge i job.

Erfaringer viser, at flygtninge har haft et positivt udbytte af et erhvervsmentorforløb og gennem netværk og brancheforståelse bevæger sig tættere på det danske arbejdsmarked.

Målsætningen er at der skal laves 70 match i 2017. Flere erhvervsledere og virksomheder i Helsingør deltager allerede som erhvervsmentorer, men vi har behov for endnu flere mentorer til at løfte opgaven.

Som mentor er det vigtigste, at man har lyst til at mødes med en mentee med henblik på at hjælpe personen tættere på praktik, uddannelse eller job. Det kan enten være i egen virksomhed, eller i det netværk man har som erhvervsperson.

Hvad kræves der? 

Som mentor skal du mødes med din mentee 1-2 gange om måneden i 3-6 måneder.

Dig og din mentee står selv for at koordinere hvor og hvornår møderne skal afholdes. Mentorforløbet er derfor meget fleksibelt og kan tilrettelægges til dit arbejdsliv. Man vil blive matchet med én, som har interesse inden for den branche, som man selv er beskæftiget i, og man vil derfor have de bedste forudsætninger for at hjælpe sin mentee videre.

Det er ikke nødvendigvis et mål, at mentee har et ordinært arbejde eller praktikplads når forløbet afsluttes. Mentorordningen er tænkt som en støtte og hjælp til at få flygtninge i arbejde, og der kan være flere veje til, at den målsætning opnås.

Vil du være erhvervsmentor eller høre mere om erhvervsmentorordningen, så kontakt: 
Lise Lindø, Lil05@helsingor.dk, tlf. 41 86 82 51
Mikkel Fredslund, mfj@helsingor.dk, tlf. 41 86 82 65

Eller besøg facebook.dk/erhvervsmentorhelsingor.