Ny og mere detaljeret registrering af erhvervsejendomme i BBR.

Ejere og administratorer af erhvervsejendomme får brev fra SKAT.

Frem til oktober 2018 sender SKAT breve til ejere og administratorer af erhvervsejendomme i hele landet. Det sker for at indsamle nye og mere detaljerede oplysninger om erhvervsejendomme til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

BBR Erhvervsservice 
For at hjælpe ejere og administratorer med registreringen af oplysninger om deres erhvervsejendomme, har SKAT etableret BBR Erhvervsservice, der hjælper til med registreringen.

Er du ejer eller administrator af en eller flere erhvervsejendomme, skal du ikke selv foretage dig noget, før du får et brev fra BBR Erhvervsservice i SKAT eller får en ny BBR-meddelelse.

Hvad skal oplysningerne bruges til?
De oplysninger, der bliver registreret i BBR, kan blive brugt som en del af grundlaget for den fremtidige ejendomsvurdering af erhvervsejendomme.

BBR bruges i mange sammenhænge
Oplysningerne i BBR bruges både af offentlige myndigheder, forsyningsselskaber og private virksomheder, som fx ejendomsmæglere, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.

Ejere og administratorer af erhvervsejendomme bruger oplysningerne fra BBR i forbindelse med indgåelse af nye erhvervslejemål og salg af ejendomme.

Læs mere på vores hjemmeside

Se Skats hjemmeside