Trelleborg vil bygge ny fabrik på 17.000 kvadratmeter på Mørdrupvej i Espergærde.

Virksomheden producerer tætningsløsninger til blandt andet bil, - fly- og vindmølleindustrien og er en del af den børsnoterede svenske koncern Trelleborg. Den nye fabrik i Espergærde forventes at stå færdig i 2020 med et topmoderne produktionsanlæg med robotteknologi og automatiserede processer. Men der forventes ikke færre ansatte. I år vækster virksomheden med 10 procent.

Direktør for Trelleborg i Helsingør Jesper Luja Thomsen udtaler:

"Grunden er perfekt. Ved denne lokation får vi mere eksponering, ikke mindst ud mod motorvejen.  For os har der ikke været tvivl om, at vi helst ville blive i lokalområdet. Vi har været i Helsingør i mange år, så der er også noget historie og kultur og et godt samarbejde med lokalsamfundet, ikke mindst med kommunen og One Stop Erhverv."

Borgmester Benedikte Kiær glæder sig over, at Trelleborg med 370 arbejdspladser bliver i Helsingør Kommune.