Flygtninge arbejder og går i skole på Hotel Marienlyst

Håbet er, at flygtninge kommer i job efter 10 ugers kombineret praktik og sprogundervisning på Hotel Marienlyst.

 

Hver dag mellem 8 og 8.30 møder 10 flygtninge på Hotel Marienlyst. Fem af dem arbejder som praktikanter i køkkenet, og fem af dem i housekeeping. Her bliver de lært op inden for faget og stifter bekendtskab med det danske arbejdsmarked – og om eftermiddagen går de et par timer på sprogskole. På sprogskolen er der fokus på at lære fagudtryk inden for hotel- og restaurationsbranchen.

- Det er rigtig godt og positivt for os. Vi får gode erfaringer og lærer rigtig mange nye ting, siger Shama Shamaan Ismail, som er fra Syrien.

Hun håber meget, at hun kan få job på hotellet efter praktikperioden.

De 10 flygtninge er alle tilmeldt Jobcentret i Helsingør Kommune. De har været i Danmark mellem fire måneder og tre år, og for de fleste er mødet med det danske arbejdsmarked en rigtig positiv oplevelse.

- Vi bliver behandlet godt, og alle medarbejdere er rigtig søde og hjælpsomme, fortæller Mayada Youssef, som er fra Syrien.

Hele tiden på jagt efter dygtige medarbejdere

Forløbet, hvor man kombinerer praktik og sprogundervisning, er nyt i denne form i Helsingør Kommune. Tanken er, at flygtningene kommer tættere på arbejdsmarkedet på den måde – og efter det 10 ugers forløb på Marienlyst ser det ud til, at målet er nået. Flygtningene har fået opbygget deres kompetencer inden for hotel- og restaurationsbranchen og er klar til at søge job inden for branchen. Håbet er, at nogle af dem kan komme i job på Marienlyst.

- For os er det vigtigt at tage et socialt ansvar som virksomhed og bidrage til at hjælpe nogle mennesker ind på arbejdsmarkedet. Vi er hele tiden på jagt efter dygtige medarbejdere, og det er godt for os, at vi knytter nogle folk i lokalområdet tættere til os, siger direktør Michael Lauritsen fra Hotel Marienlyst.

 

Arabisk mad til hele personalet

Hotel Marienlyst har 110 fastansatte medarbejdere, og de har nydt godt af flygtningenes tilstedeværelse på flere måder. Dels indgår praktikanterne i det daglige arbejde, og dels har de flygtninge, der er i køkkenet, sørget for arabisk mad til hele personalet en gang om ugen.

- For vores personale har det også været godt. Flere er steppet op og har taget et stort ansvar for at hjælpe flygtningene til rette, og det har været rigtig godt at se, siger Michael Lauritsen.

En af dem, der har ansvar for flygtningene, er Magnus Thornvig Aaen. Han er kok og har arbejdet tæt sammen med bl.a. Kahsay Gebrehiwet Tekle fra Eritrea.

- Kahsay kan engelsk og har erfaring fra andre køkkener, og ham kan vi bruge til at tilberede mad til vores buffet. Han gør stor nytte, siger Magnus Thornvig Aaen.

Sproget kan ellers være en barriere – men netop derfor er det godt, at flygtningene har sprogundervisning og lærer fagudtryk som ’paletkniv’ og ’kanelsukker’ sideløbende med deres praktik.

- Det er rigtig vigtigt, at flygtningene erfarer, hvordan vi taler sammen på en dansk arbejdsplads. Og selv om det kan være svært med sproget, finder vi andre måder at kommunikere på. Vores praktikanter har været meget positive og vil gerne lære noget nyt, siger Ayhan Güner, der er housekeeping manager på hotellet.

I Helsingør Kommunes Jobcenter er man meget glad for erfaringerne og håber, at flere virksomheder kan have lyst til at indgå et samarbejde om lignende ordninger med kombineret praktik og sprogundervisning.

Fakta:

  • Helsingør Kommune forventer at kunne få flere flygtninge i arbejde inden for produktion/industri, byg- og anlæg og hotel- og restauration.
  • Helsingør Kommune arbejder på at indgå flere aftaler med virksomheder – i lighed med den med Marienlyst - inden for de ovennævnte brancher og tilbyde fagspecifik sprogundervisning og nødvendig opkvalificering. Målet er, at flygtningene kan blive ansat i den virksomhed, hvor forløbet foregår - eller i en anden virksomhed med samme behov.
  • Alle flygtninge i Helsingør Kommune, som ikke er i arbejde, har valgt et område, som de vil oplæres inden for. Helsingør Kommune hjælper med at udarbejde CV, guider til jobsøgning og udarbejder et introprogram til branchen.
  • Målet er at rekruttere kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne og samtidig skabe arbejdspladser for kommunens flygtninge.

Hvis du er interesseret i at høre mere om forløbene og evt. indgå i en klynge af virksomheder, der går sammen om et forløb, er du meget velkommen til at kontakte Team Integration.

Skriv til virksomhedskonsulent Charlotte Klitgaard Lassen, ckl05@helsingor.dk eller ring på tlf. 25 31 37 25

Skriv til Charlotte Klitgaard