Mervat gik fra flygtning til selvforsørgende

Et godt samarbejde mellem jobcentret og Strand- og Badehotel Marienlyst har bl.a. ført til, at den 35-årige Mervat Awad Mhahi fra Syrien er kommet i job.

Mervat Awad Mhahi fra Syrien har været i Danmark i tre år. Nu er hun netop blevet fastansat som massør i spaen på Strand- og Badehotel Marienlyst.

Vejen til jobbet er gået over jobcentret, hvor Mervat mødte virksomhedskonsulent Charlotte Klitgaard fra Team Integration i Helsingør Kommune. Hun skabte kontakten til Marienlyst, hvor Mervat blev ansat i først praktik, siden med løntilskud. Sideløbende tog hun en uddannelse som sports- og helsemassør.

Direktør Michael Lauritsen og hans medarbejdere på Strand- og Badehotel Marienlyst har en stor del af æren for, at tingene er endt så godt for Mervat.

- Michael Lauritsen har, siden han begyndte som direktør på Marienlyst i april 2017, været meget åben over for at gøre noget ekstra for integrationsindsatsen, siger Charlotte Klitgaard.

- Via Michael var det nemt at få skabt kontakt til Gita Grauslund (fotoet) i spaen. Gita har taget meget pænt imod Mervat, og der var hurtigt enighed om, at der her var potentiale for at skabe en succeshistorie. Hvis ikke det var for personer som Gita og Michael - og Mervats vilje til at lykkes - så var vi nok ikke endt med sådan en historie.

Jobcentret efterlyser flere virksomheder, som gerne vil gøre en indsats for at integrere flygtningene – og som samtidig har brug for deres arbejdskraft.

Vil du vide mere om, hvordan du kan bidrage til jobcentrets integrationsindsats, kan du kontakte virksomhedskonsulent Charlotte Klitgaard, tlf. 49 28 37 25, mail: ckl05@helsingor.dk

Skriv til Charlotte Klitgaard