Positive meldinger fra det lokale erhvervsliv

Vi skal fastholde en tæt dialog og sætte os ind i præcis, hvad virksomhederne efterspørger fra kommunen, mener fungerende borgmester Henrik Møller.

Af fungerende borgmester Henrik Møller

Forleden bekræftede en ny undersøgelse fra Dansk Industri, at de lokale virksomheder over de senere år er blevet mere tilfredse med samarbejdet med kommunen. Samme resultat viste en undersøgelse fra Dansk Byggeri før sommerferien.

Det er selvfølgelig rigtig fint. Men vi skal også huske, at det jo ikke i sig selv er specielt interessant, at Helsingør Kommune lige nu klatrer op af diverse brancheforeningers ranglister. Tværtimod interesserer det mig mere, at vi identificerer de områder, både hvor kommunen gør det rigtig godt for virksomhederne - og hvor vi kan gøre det bedre.

Vi skal fastholde tæt dialog

Det er det, der er interessant. Vi skal fastholde den tætte dialog med erhvervslivet og sætte os ind i præcis, hvad det er, virksomhederne efterspørger fra kommunen. Lige nu skriger erhvervslivet på arbejdskraft. De gode tider gør det selvfølgelig sværere at finde de rigtige medarbejdere, og her skal kommunens jobcenter selvfølgelig være knivskarpt og hjælpe til det bedst mulige match mellem virksomhed og ledig. Det skylder vi begge parter.

Dernæst har erhvervslivet brug for, at flere helsingoranere tager en uddannelse og kvalificerer sig til arbejdslivet. Det er årsagen til, at vi bl.a. har satset på CATCH, der kobler virksomheder, studerende og vores kulturliv sammen, ligesom vi senest har sat penge af til Åben Skole for at få flere folkeskoleelever til at tage en erhvervsuddannelse. Det håber jeg, vil kunne mærkes i de kommende år.

Endelig ved jeg, at virksomhederne i en årrække har været kritiske over for kommunens sagsbehandling. Derfor glæder de seneste opgørelser – både fra KL og DI – mig selvfølgelig. Det virker som om, at vi nu har ”fået hul på” ikke bare byggesagsområdet, men også på miljøsager og sygedagpengesager.

Alt i alt er jeg rigtig glad for de positive meldinger, vi får fra erhvervslivet. Det tyder på, at vi gør noget rigtigt, og at vi er slået ind på en fornuftig fælles vej. Den vej skal vi selvfølgelig videre ad.

Læs mere om Helsingør Kommunes placering i DI's erhvervsklimamåling