'Det er en stor fordel at være lokal'

Gry Brix er direktør for Værftets Madmarked og har stor glæde af sit lokale netværk – både det professionelle og det private.

’Lokal ledelse – lokal vækst’. Det er temaet for årets nytårskur for erhvervslivet, hvor der vil være et oplæg om emnet.

Et eksempel på lokal vækst er Værftets Madmarked. Helsingør Kommune har udlejet Hal 21B til madmarkedet – og siden den 1. februar 2018 har den lokale Gry Brix været direktør. Gry Brix bor i Ålsgårde og har tidligere arbejdet med at arrangere hotelkonferencer i lokalområdet.

- Da jeg begyndte på Værftets Madmarked, tog jeg en del af ’mine’ konferencekunder med mig. Vi kan ikke have konferencer her, men der er mange, som booker en streetfood-aften i forbindelse med deres konference, hvor de får smagt lidt af det hele, fortæller Gry Brix.

Hun gør også meget brug af sit private netværk og opfordrer familie, venner, børns skolekammerater og mødregrupper til at besøge madmarkedet.

120.000 spisende gæster

I 2018 havde Værftets Madmarked 120.000 spisende gæster – året før, som var madmarkedets første, blev tallet ikke opgjort. Men der er ingen tvivl om, at antallet af besøgende stiger støt. Det samme er tilfældet med antallet af stadeholdere. Da madmarkedet åbnede for sæsonen den 1. april 2018, var der ni stader. Nu er der 15.

- Vi har efterhånden et godt navn, og det er ikke svært at sælge stader. Vores stadeholdere er et mix mellem lokale og ’streetfood-navne’ udefra, fortæller Gry Brix.

Hun mener, at en del af den øgede kundetilstrømning skyldes, at Værftets Madmarked selv har overtaget sin markedsføring. Tidligere var den kædet sammen med Kødbyen i København.

- Men Helsingør er ikke København, og vi taler til vores kunder i et anderledes sprog. Mere jordnært, personligt og genkendeligt, siger Gry Brix.

Læste alle anmeldelser på nettet

Da hun satte sig i direktørstolen sidste år, læste hun alle anmeldelser af madmarkedet på nettet igennem. Og så gik hun i gang med at ændre på indretningen for at imødegå nogle af de kritikpunkter, folk var kommet med.

- Fx skrev en del, at der manglede noget for børn. Så vi købte et legehus, en flyver og en båd fyldt med sækkestole, hvor børnene kan lege, mens deres forældre spiser, siger Gry Brix.

Så var der de plus 50-årige, som savnede ryglæn på bænkene, hvilket gjorde, at der nu er indrettet en ’mormor-afdeling’ med spiseborde og stole med ryglæn. Og mødregrupperne, som savnede noget andet end et betongulv at lægge deres babyer på. Så blev der indrettet et hjørne med store madrasser på gulvet.

- Vores mål er selvfølgelig, at folk skal være så glade for at komme her, at de bliver stamgæster, siger Gry Brix.

I det kommende år vil hun have fokus på udeområdet, hvor hun bl.a. ønsker sig mere overdækning og flere planter.

Har rakt hånden ud til samarbejde

Gry Brix har rakt hånden ud til samarbejdspartnere i lokalområdet. Både til kulturhavnen og naboerne hos Segway og Forsea, som har skabt en samlet ’pakkerejse’ for svenskerne med segwaykørsel og streetfood.
Og til Helsingør Handel. Her er planen at arrangere en temaweekend, hvor hele byen står sammen.

- Tanken er, at vi alle samarbejder. Vi står for maden, og slagtere, bagere og andre handlende fra gågaderne som frisører, tatovører, sportsklubber og restauratører kan være med. Alle går vi på gaden med det formål at give de besøgende i byen en oplevelse ud over det sædvanlige, siger Gry Brix, som håber, at weekenden kan komme til at ligge i foråret.

Madmarkedet holder kun åbent i weekenderne i januar, februar og marts. Og når det åbner fuldtids igen den 1. april er ambitionen at overgå besøgstallet fra sidste år.

- Det vil fastholde os i positionen som den tredjestørste turistattraktion i Helsingør, kun overgået af Kronborg og Søfartsmuseet, slutter Gry Brix.

Fakta:

• Værftets Madmarked lejer Hal 21B af Helsingør Kommune frem til den 1. januar 2021.