Hamlets Talentpris til Yalla2gether

Ahmad Abed Almahmoud vinder Hamlets Talentpris, som gives til en ung iværksætter med en god idé og gang i forretningen.

Det var en glad Ahmad Abed Almahmoud, som til nytårskuren for erhvervslivet fik overrakt Hamlets Talentpris inden for iværksætteri. Prisen, som er på 10.000 kr., gives til en ung iværksætter med en god idé og vind i sejlene.

- Det betyder rigtig meget for mig at vinde Hamlets Talentpris. Det viser mig, at nogen holder øje med os unge iværksættere, siger 23-årige Ahmad Abed Almahmoud.

Hans virksomhed, Yalla2gether, har eksisteret siden 2017 og er en mentorvirksomhed, som hjælper flygtninge i Danmark videre i deres tilværelse. Det sker gennem individuelle mentorforløb, som alle er målrettet beskæftigelse.

Ahmad Abed Almahmoud klæder de nyankomne borgere på med viden om det danske samfund, arbejdsmarked og arbejdskultur, lovgivning og andre kulturelle forhold.

- Hamlets Talentpris motiverer mig til at gøre alt, hvad jeg kan for at udvikle min virksomhed og få flere borgere i gang i Danmark, siger han.

I dag udfører Ahmad Abed Almahmouds virksomhed, Yalla2gether, en række opgaver for Helsingør Kommune og private aktører. Virksomheden har så travlt med mentoropgaver, at Ahmad Abed Almahmoud overvejer at ansætte en medarbejder for ikke at skulle sige nej til nye opgaver.

Yalla2gether havde i 2018 en omsætning på 520.000 kr., og målet for 2019 er at øge omsætningen.

Foto: Thinkalike

Hør Ahmad Abed Almahmouds fortælle, hvad det betyder for ham at vinde Hamlets Talentpris: