Integrationsministeren lagde vejen forbi

Mattias Tesfaye besøgte Helsingør Kommune for at høre om vores succes med at skaffe flygtninge i job eller uddannelse.

Mandag den 18. november havde Helsingør Kommune besøg af integrationsminister Mattias Tesfaye. Ministeren lagde vejen forbi for at høre om Helsingør Kommunes succes med at skaffe flygtninge i job eller uddannelse.

Helsingør er den 7. bedste kommune i landet til at skaffe flygtninge i job, og 58 procent er i enten job eller uddannelse. På landsplan er antallet 42 procent.

Læs artiklen: Helsingør har succes med at skaffe flygtninge i job

Mattias Tesfaye fik serveret syriske tapas fra Arabi Foods, som er udsprunget af kommunens etniske iværksætterforløb, Bliv din egen chef. Og mødet var lagt på Marienlyst Strandhotel, som er blandt de lokale virksomheder, der har haft succes med at hjælpe kommunens flygtninge i beskæftigelse.

- Der er ingen tvivl om, at der er nogen ting, som har fungeret her, sagde Mattias Tesfaye under besøget.

På mødet deltog, udover integrationsministeren, bl.a. borgmester Benedikte Kiær, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget Marlene Harpsøe og leder af Team Integration i Helsingør Kommune, Lars Trap Olsen.