One Stop Erhverv giver rigtig god hjælp

One Stop Erhverv er én indgang til kommunen – og det er rigtig godt med nogen, som kender kommunens interne landkort, siger Henrik Sørensen fra VIDA Byg.

En indgang til kommunen for din virksomhed. En kontaktperson.
Det er, hvad Helsingør Kommune tilbyder gennem One Stop Erhverv.

Tanken er, at man som virksomhedsejer altid kan kontakte One Stop Erhverv, når man ønsker at komme i dialog med kommunen – hvad enten ens henvendelse drejer sig om byggetilladelse, skiltning, køb af en byggegrund eller noget helt fjerde.

Den mulighed har direktør Henrik Sørensen fra VIDA Byg gjort brug af flere gange. Han har bl.a. været i dialog med One Stop Erhverv om at finde en større grund til sin virksomhed.

- One Stop fungerer som en god fødselshjælper, når man fx skal holde møder med relevante personer i kommunen. Det er rart, at One Stop kender kommunens interne landkort og kan sikre, at man med det samme kommer i kontakt med de rigtige personer i forhold til det, ens henvendelse drejer sig om, siger han.

Opsøgende og positive

One Stop Erhverv består af et lille team af erhvervskonsulenter. Og Henrik Sørensen roser dem for at være opsøgende og positive i deres tilgang til erhvervslivet.

- Det er tydeligt, at de arbejder for at give virksomhederne de bedst mulige vilkår, og at de gerne vil have os til at blive i lokalområdet, siger han.

Birgit Johns Nielsen fra One Stop Erhverv siger:

- Det er rigtig dejligt for os, når vi mærker, at vi kan hjælpe erhvervsvirksomhederne. Vores vigtigste opgave er at skabe de bedst mulige rammer for erhvervslivet i Helsingør Kommune, og vi vil meget gerne hjælpe, så vejen til den rette hjælp og vejledning bliver så kort som mulig.

Fakta:

Kontakt One Stop Erhverv på tlf. 49 28 25 07 eller onestop@helsingor.dk

Du får:
• En indgang for din virksomhed.
• Vejledning om, hvad du har brug for af tilladelser og godkendelser.
• En kontaktperson, som følger dig og din sag hele vejen.
• Nem og smidig sagsbehandling på planlægnings-, byggesags- og miljøområdet.
• Bedre planlægning og mulighed for dialog forud for dit projekt eller idé.
• Altid svar inden for 24 timer.

Læs mere om One Stop Erhverv