Åbning af liberale erhverv giver lokal travlhed

Siden det blev kendt, at frisørsaloner måtte genåbne, har telefonen kimet næsten uafbrudt hos Hjørdis Thim Arndtsen fra Cutz i Espergærde.

Som et led i Folketingets gradvise åbning af Danmark kan liberale erhverv som eksempelvis frisører, fysioterapeuter, tandlæger m.m. igen slå dørene op for kunder.

Og trangen til at få ordnet frisuren, behandlet den dårlige ryg eller tjekket tænderne er bestemt ikke forsvundet. Derfor har de lokale liberale erhvervsdrivende da også haft travlt, siden det stod klart, at de igen må have kunder i butikken. 

En af dem, der har haft travlt, lige siden partierne i Folketinget fredag den 17. april besluttede at åbne op for liberale erhverv, er frisør Hjørdis Thim Arndtsen, der i 28 år har drevet Salon Cutz i Espergærde Centeret.

- Siden det blev offentliggjort, at frisører igen kan åbne, har telefonen stort set kimet hele tiden med kunder, der gerne vil have en frisørtid, og jeg er fuldt booket godt en uge frem i tiden. Folk er rigtig glade for, at de igen kan få ordnet håret, og nogle har endda tilbudt at betale dobbelt for den klipning de har sprunget over i forbindelse med lukningen. Det er virkelig rørende, siger Hjørdis Thim Arndtsen.

Sprit og handsker

Hjørdis Thim Arndtsen er kun sig selv i sin salon, hvor der er forholdsvis god plads, og derfor har det været forholdsvist simpelt for hende at leve op til myndighedernes retningslinjer i forbindelse med genåbning.

Hun har opstillet sprit og handsker til kunderne, ligesom stol og bord bliver sprittet af efter hver behandling, hvor værktøjet også bliver skoldet, før en ny kunde kan sætte sig i stolen.

Og selvom lokalet er stort nok til, at kunderne kan vente i salonen, venter de fleste kunder uden for salonen, til det bliver deres tur.

Har savnet kunder

Hjørdis Thim Arndtsen har endnu ikke det fulde overblik over, om hun har mulighed for at få del i de offentlige hjælpepakker, men ud over det økonomiske har det været usikkerheden, der har været det sværeste ved den ufrivillige lukning de seneste uger.

- Jeg er ikke så god til ikke at have noget at lave, så det har været forfærdeligt at gå hjemme en måned. Men ikke mindst det, at jeg ikke har vidst, hvornår jeg igen har kunnet åbne forretningen har været svært, fordi det har givet en stor usikkerhed. Og så har jeg selvfølgelig savnet mine kunder, som man jo har et helt særligt forhold til som frisør, siger Hjørdis Thim Arndtsen.

Fakta

Myndighederne har i forbindelse med genåbningen af en række erhverv udarbejdet et sæt retningslinjer, som skal hjælpe de omfattede erhverv med at komme godt i gang igen. Retningslinjerne kan man læse på virksomhedsguiden.dk.

Der er retningslinjer målrettet til forskellige brancher, lige fra frisørsaloner til byggepladser.

Se virksomhedsguiden

På virksomhedsguiden kan man blandt andet også finde de karakteristiske, blå 'Stop'-plakater, man kan printe ud og hænge op ved indgangen til sin virksomhed.