Talentpris-vinder er klar med nyt projekt på Nordhavnen

Andreas Thers har åbnet en 12 hullers minigolfbane, der skal være med til at skabe endnu mere liv på Helsingørs Nordhavn.

Det er gået stærkt for den unge iværksætter og modtager af Hamlets Talentpris 2020 Andreas Thers, siden han for fem år siden købte Kronborg Café på Nordhavnen.

Sidste sommer blev forretningen udvidet med et fiskeudsalg, og trods Corona-krise og nedlukning kan den unge iværksætter nu også føje en minigolfbane til sin forretning på Nordhavnen.

Selvom Corona-krisen betød, at banen ikke kunne åbne som planlagt, så har myndighederne nu endelig givet grønt lys til, at Kronborg Minigolf kan åbne for det populære spil på Helsingørs Nordhavn.

- Vi var egentlig klar til at slå dørene op for kunder den 9. april, men vi fik at vide fra myndighederne, at det ikke var muligt på grund af den generelle nedlukning af samfundet. Da vi så for nogle uger siden fik at vide, at vi gerne må åbne, skulle vi ikke bruge lang tid på at gøre klar, så vi kunne lukke de første kunder ind, siger Andreas Thers.

Forholdsregler

På grund af risikoen for smittespredning har det dog været nødvendigt at tage en række forholdsregler:

- For at vi kan sikre en god afstand mellem folk, lukker vi kun halvt så mange ind ad gangen, som vi normalt ville gøre. Dvs. maks. 24 spillere til 12 huller. Desuden spritter vi både køllerne og kuglerne af efter hver runde, så det er så sikkert som muligt. Og heldigvis har folk vænnet sig til at tage hensyn og holde afstand, så der er heldigvis ikke behov for, at vi går og spiller politimænd hele tiden.

Og selvom sæsonen kun lige er skudt i gang, så har de første meldinger fra dem, der har prøvet de 12 huller, rigtig gode, og Andreas Thers håber, at mange flere vil finde vejen til Nordhavnen i løbet af de kommende måneder, hvor vejret forhåbentlig bliver til, at man kan udfordre familie og venner til at slag minigolf og en tur på Nordhavnen.

Læs artiklen: 28-årig fiskemand vinder Hamlets Talentpris