Turismebranchen skal genstartes

Der er drøftelser i gang om kampagner og tiltag, der skal sikre, at turisterne også denne sommer kommer til Helsingør Kommune.

Corona-krisen er en stor udfordring for turismeerhvervene i Helsingør Kommune.

Hvert år besøger omkring to millioner gæster kommunen og lægger næster to milliarder kroner i kassen og står for cirka 10 procent af jobbene inden for kommunegrænsen.

Hvordan vi sikrer, at flest mulige gæster også denne sommer lægger vejen forbi Helsingør Kommune og holder hånden under det lokale erhvervsliv, er derfor på dagsordenen i Helsingør Kommune.

Mandag den 18. maj 2020 har Økonomiudvalget drøftet initiativer og kampagner, der skal lokke turister til. Efterfølgende har borgmester Benedikte Kiær haft drøftelser med det lokale erhvervsliv, ligesom byrådets otte partier i dag, onsdag den 20. maj, mødes for at lægge en plan.

En endelig plan forventes at blive vedtaget på byrådets møde mandag den 25. maj.

Erhvervsnyt følger op på sagen og udsender i midten af næste uge et ekstraordinært nyhedsbrev, der følger op på Byrådets drøftelse.