Fakturering og EAN-numre

Oversigt over EAN-numre og information om fakturering.

Elektronisk fakturering

Helsingør Kommune må som offentlig myndighed kun modtage elektroniske fakturaer.

Sådan kan du sende en e-faktura

Du kan sende din faktura til os direkte fra dit økonomisystem, eller via et Læs Ind-bureau. Du kan også bruge fakturablanketten, som er et gratis webbaseret redskab til at sende fakturaer direkte til kommunen. Du slipper altså for brevforsendelse og ekspeditionstid hos et Læs Ind-bureau. Fakturablanketten findes på virk.dk

Fakturablanketten på Virk.dk

Sådan fungerer det

Du indtaster modtagerens EAN-nummer og din e-mail-adresse. Derefter indtaster du fakturaoplysningerne. Så snart du klikker "Send faktura", sendes fakturaen direkte til modtagerens økonomisystem. Kort tid efter får du en kvittering pr. e-mail.

 

Korrekt faktura

Når du som leverandør skal sende faktura til Helsingør Kommune, skal du være opmærksom på, at fakturaen indeholder tilstrækkelige oplysninger.

Enhver regning skal opfylde visse krav i følge momsreglerne. Reglerne gælder alle regninger, uanset om de er til en offentlig institution eller ej. I praksis indeholder mange regninger for få oplysninger.

Følgende oplysninger er lovpligtige for alle regninger:

  • Sælgers navn og adresse
  • Købers navn og adresse
  • Fakturadato (udstedelsesdato)
  • Fakturanummer
  • Sælgers CVR-nr eller SE-nr
  • Den dato, hvor levering af varerne eller tjenesteydelserne foretages eller afsluttes, forudsat at en sådan dato er forskellig fra fakturadatoen
  • Betalingsdato
  • Mængden og arten af leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.
  • Momsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed
  • Gældende momssats
  • Det momsbeløb, der skal betales
  • Fakturatotal

Dertil kommer de særlige oplysninger, som skal på en regning til det offentlige:

  • Kundens EAN-nummer
  • Kundens personreference evt. ordrenummer
  • evt. afdelingens/institutionens kontostreng (hvis denne er oplyst v. bestilling)

 

NemHandel

Nem Handel er en simpel måde for din virksomhed at sende elektroniske fakturaer til det offentlige ganske gratis.

Det er lovpligtigt for alle virksomheder at benytte NemHandel, når der handles med det offentlige.

Fakturaen krypteres, så du kan være tryg ved, at sikkerheden ikke kompromitteres, og du modtager automatisk en kvittering, når fakturaen er modtaget hos kunden.

Læs mere om Nemhandel

Gå direkte til fakturablanketten



EAN-numre

Helsingør Kommune består af mange forskellige afdelinger, centre, institutioner, som alle har hvert sit EAN-nummer.

EAN-nummeret bruges primært, når en virksomhed skal foretage e-fakturering til det offentlige. 

Det er vigtigt, at du angiver det korrekte EAN-nummer – ellers kommer fakturaen ikke frem til rette modtager i Helsingør Kommune.

Find det korrekte EAN-nummer

På listen nedenfor kan du finde EAN-numre over afdelinger, centre, institutioner - alle har hvert sit EAN-nummer.

Se liste over EAN-numre



Center for Økonomi og Ejendomme

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: oee@helsingor.dk