Borger

Det er en gave at arbejde med brugerne på Nygård

Man er ikke i tvivl om, at Dorte Brixtofte Johansen og Eija Japsen er glade for og stolte af deres arbejde. Igennem 25 år er der selvfølgelig op og nedture, men de to jubilarer er enige om at deres nuværende arbejdsplads, som de selv har været med at starte op, er noget særligt.

De har begge deres daglige gang på Aktivitets- og samværstilbuddet Nygård under CABAS, et tilbud til psykisk og fysisk udviklingshæmmede borgere fra det meste af Nordsjælland. Aktivitets- og samværstilbuddet Nygård blev dannet i 2019, og det ligger i smukke grønne omgivelser på Hellebækvej i Nygård med bålsted og hestefold i baghaven.

Godt 50 borgere møder dagligt ind til en hverdag, hvor de, inddelt i små grupper, laver mad, tager på ture til strand og skov, spiller spil, bager kager, laver bål, spiller musik, synger og udvikler venskaber.
Her er Eija Japsen afdelingsleder og Dorte Brixtofte Johansen ansat som pædagog.

Bliver aldrig kedeligt

Dorte får ofte spørgsmålet fra venner og bekendte, om det ikke er kedeligt at være det samme sted i så mange år. Men det mener hun ikke.

- Jeg oplever ikke, at jeg er på den samme arbejdsplads, som jeg var for 25 år siden. Skiftende ledere, der sætter ny retning, nye borgere, nye omgivelser som nu her på Nygård, betyder, at det aldrig bliver kedeligt. Der er hele tiden mulighed for at udvikle sig i CABAS – både fagligt og personligt, siger Dorte.

Sammenholdet blandt kollegaerne, den gode atomsfære og ejerskabet til arbejdspladsen, gør Aktivitets- og samværstilbuddet Nygård til en rigtig god arbejdsplads, mener de begge.

- Vi har så meget ejerskab til stedet, at vi nærmest føler, det er ”vores hus”. Jeg tror, det skyldes, at kommunen sætter nogle rammer for os her, som vi har stor frihed til at udfylde. Der er tillid til, at vi gør det godt, siger Eija.

Forskellige som du og jeg

Kerneopgaven er den samme som for 25 år siden. Borgerne på Nygård er vidt forskellige, men udgangspunktet er altid den enkeltes individuelle styrker og kompetencer.

Vi fokuserer på at udvikle og vedligeholde borgernes kompetencer, fordi det øger deres livskvalitet i dagligdagen, fortæller Eija Japsen.

Det er med det for øje, at både Eija og Dorte går på arbejde hver dag. For brugerne af Nygård er det bedste ved arbejdspladsen.

- De er bare nogle helt fantastiske mennesker – med særlige behov men også med rigtig mange ressourcer. Og selvfølgelig lige så forskellige som du og jeg. Det er en gave at få lov at være sammen med dem, fortæller Dorte.

Hun har for mange år siden været med grupper af udviklingshæmmede på rejser til bl.a. Grækenland, i en tid hvor man ikke så ret mange handicappede i gadebilledet i Sydeuropa.

- Vi blev ofte spurgt om, hvordan vores brugere kunne rejse så langt, og om det ikke var svært at have dem med. Men når man husker at se mennesket først og ikke handicappet, så kan rigtig mange ting lade sig gøre, siger Dorte.

- Ja, faktisk er det den tilgang vi stadig har med os i dag, tilføjer Eija.

Foto: Fra venstre Dorte Brixtofte Johansen, Sussi Korsvig, Eija Japsen og Jonas Knudsen.

En anderledes hverdag

Corona har betydet, at hverdagen på Nygård lige nu ser anderledes ud, end den gjorde for 15 måneder siden.
I stedet for at mødes til fælles frokost i kantinen spiser de fem grupper hver for sig. Det har givet færre konflikter i forbindelse med frokosten og en mere rolig spisepause for mange. For andre har det været svært at undvære vennerne i de andre grupper.

- Generelt er jeg meget imponeret over, hvordan vores brugere har håndteret corona-situationen. I starten var det fx umuligt for mange af dem at bære mundbind i bussen. Men det har de lært efterhånden. Og når der skal sprittes borde og dørhåndtag af kl 8, 10, 12 og 14, husker vi på det i fælleskab, fortæller Dorte.

Nu er hverdagen snart på vej tilbage til Nygård, og hele huset glæder sig til, at fællesrum og kantine igen kan tages i brug.

- Måske kommer vi til at gøre det på en ny måde fremover, for vi vil gerne holde fast i de positive erfaringer, vi trods alt har fået i corona-perioden. For selvom man har været på en arbejdsplads i 25 år, stopper man heldigvis ikke med at udvikle sig og lære at tingene kan gøres på nye måder, slutter Eija.

Læs mere om Aktivitets- og samværstilbud under CABAS

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør