Med valget af Jesper Ingeman-Petersen får Helsingør Kommunes Beredskab en leder med 24-år erfaring som leder inden for beredskabsverdenen. Siden 2020 har han været leder for Beredskabet i Gribskov, og før det har han haft adskillige lederjob i Falck, hvor han desuden oprindeligt er uddannet som Falckredder. Han afløser nuværende leder Søren Lundhild, der med udgangen af marts forlader stillingen efter 7 år.
Formanden for beredskabskommissionen, borgmester Benedikte Kiær glæder sig over, at det bliver Jesper Ingemann-Petersen, der fører stafetten videre efter Søren Lundhild:
” ”I Helsingør Kommune er vi meget stolte over vores beredskab, som er anerkendt for sine høje faglighed, et godt arbejdsmiljø og for at være yderst velfungerende. Med Jesper Ingemann-Petersen får vi en ny beredskabschef, der med sin store erfaring kan være med til at drive vores beredskab godt videre og samtidig sætte nye skibe i søen, som kan udvikle vores beredskab ind i en ny tid. Jeg og den øvrige beredskabskommission ser frem til et godt og tæt samarbejde med Jesper,” siger borgmester Benedikte Kiær.
Jesper Ingeman-Petersen ser også frem til at tiltræde som beredskabschef:
”Jeg glæder mig, til at fortsætte med at udvikle Helsingør Kommunes Beredskab, med de 4 brandstationer og brandskolen. Det kan og vil jeg ikke gøre alene, men sammen med alle de dygtige og engagerede medarbejdere i beredskabet. Jeg glæder mig til, at starte den 1. maj og blive bedre kendt med og i Helsingør Kommune,” siger Jesper Ingeman-Petersen.
Jesper Ingeman-Petersen er valgt blandt cirka 20 yderst kvalificerede ansøgere. Han tiltræder i sin nye stilling den 1. maj 2023.