Fredag den 24. februar var årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine, og dermed også en bevægende dag for de mange ukrainere, der opholder sig i Helsingør Kommune.
En af dem der var særlig berørt af dagen er 34-årige Halyna Kovbas, der var en af de allerførste flygtninge, der ankom til Helsingør den 1. marts 2022 sammen med sin datter på 11 år, sin søster og søsterens tre børn.
- Det er en dag, som vækker mange følelser hos mig og alle andre flygtninge fra Ukraine. En dag vi ikke havde håbet skulle komme. Samtidig er jeg meget glad for at være i Danmark og være i sikkerhed, fortæller en berørt Halyna.
Familien på flugt
Flugten mod den polske grænse for nu et år siden var hård og brutal. Familien, som heldigvis boede i den vestlige del af Ukraine, måtte efterlade deres bil under flugten og gik i mange timer mod grænsen. Halyna bar 10 liter vand i hver hånd og trak samtidig flere kufferter bag sig med snore.
- Samtidig skulle jeg opmuntre min søster og børnene. Det var meget koldt, og vi så flere lig i vejkanten undervejs. Det var frygteligt, fortæller hun.
Familien havde fra starten sat kursen mod Danmark. Og det var ikke tilfældigt. Halyna har nemlig boet i Danmark fra 2016-2019 sammen med sin daværende mand, gik på sprogskole og var blevet god til dansk. Hun mistede sin opholdstilladelse, da parret blev skilt i 2019.
- Jeg ville gerne tilbage til Helsingør, som jeg havde gode minder om, og hvor jeg vidste jeg, vi ville være i sikkerhed, siger Halyna og tilføjer, at det naturligvis også var tanken om, at hun kunne tale og forstå sproget, der trak hende mod Danmark.
Men flugten og rejsen til Danmark satte sine spor. Den første tid, hvor familien boede hos et ældre ægtepar i Tikøb, som Halyna kendte fra tidligere, var hun udmattet, deprimeret og spiste næsten ingenting.
- Den første tid var svær. Jeg græd uafbrudt i tre dage. Men så fik Svend (manden de boede hos, red.) rusket op i mig og mindede mig om, at jeg havde alt at leve for. Jeg kunne sproget, havde en læreruddannelse, som jeg kunne bruge, min datter og meget af min familie tæt på. Kort efter blev jeg frivillig på Bøgehøjgård og kunne igen begynde at se meningen med det hele, fortæller Halyna.
Pusterum at hjælpe andre
Det var en stor styrke for personalet på Bøgehøjgård at kunne trække på Halynas sproglige kompetencer. Hun taler nemlig både ukrainsk, russisk, engelsk og dansk.
- Da de første familier kom til Bøgehøjgård den 9. marts var jeg der hver eneste dag. Det gav også mig selv et pusterum fra sorgen og frustrationerne over min egen og min families situation at kunne hjælpe andre, fortæller hun.
- Jeg husker, at der var blevet købt masser af rugbrød og pålæg den første dag, i bedste mening. Men ingen kunne spise det, for alle fik ondt i maven. Vi spiser ikke så meget brød i Ukraine. Rikke (Ærenlund, leder på Bøgehøjgård, red.) spurgte mig: Men er folk ikke sultne? Jeg måtte sige; jo de er meget sultne, men de har ondt i maven. Allerede næste dag fik vi doneret andre fødevarer som grøntsager og kartofter og kunne lave supper og andre varme ukrainske retter. Der var helt stille ved bordet. Og SÅ blev der spist.
Halyna fik kort efter tilbudt et job på Grydemoseskolen i Espergærde, og blev senere visiteret til en bolig via Helsingør Kommune – og pludselig havde hun et arbejde, et sted at bo og udførte samtidig frivilligt arbejde. Og det gav fornyet styrke.
- Jeg begyndte at acceptere min egen situation og opdagede, at jeg faktisk gjorde en vigtig forskel her i Danmark. Jeg hører ofte fra venner og bekendte i Ukraine, at jeg burde være der og hjælpe til. De stemmer prøver jeg ikke at lytte til nu, fortæller hun.
Oversætter og omsorgsperson
På Grydemoseskolen støtter og hjælper Halyna de fem ukrainske børn, der pt. går på skolen med de sproglige udfordringer.
- Jeg fortæller dem, hvad der skal foregå i løbet af skoledagen, oversætter hvad læreren siger, og hvis de har brug for min hjælp, og jeg ikke lige er der, så kan de komme og finde mig i den klasse, hvor jeg er.
Halyna er meget glad for sit arbejde på Grydemoseskolen, hvor hun foruden at være sprogstøtte også udgør en tryg og ’hjemlig’ base for de ukrainske børn, hvor flere lider under savnet til deres fædre eller andre familiemedlemmer i hjemlandet.
- Arbejdet giver mig struktur på hverdagen - og en pause fra mine egne tanker. Jeg kan ikke være ked af det, når jeg skal på arbejde, siger hun.
At være skolemor
Der er ingen tvivl om, at børnene på skolen, danske såvel som ukrainske, er meget glade for Halyna. Hun får dagligt store krammere og mange af pigerne kalder hende for deres skole-mor.
- Jeg er her for alle børnene. Hvis jeg ser nogen er kede af det, så spørger jeg selvfølgelig om jeg kan hjælpe. Jeg kan slet ikke lade vær’, siger Halyna, der i øvrigt finder den danske skolesystem noget mere tiltalende end den mere gammeldags måde, man driver skole på i Ukraine.
- I Danmark handler det at gå i skole ligeså meget om at lære at løse konflikter og begå sig sammen med andre socialt. Børnene må have deres egen mening, og det okay at stave mandag uden G, hvis man går i 1. klasse. Man må gerne lave fejl. Den dimension har vi ikke i Ukraine. I Ukraine må man ikke lave fejl, og det gør at børnene ikke har så meget lyst til at gå i skole. Så hvis jeg en dag kommer tilbage, så vil jeg kæmpe for reformer på skoleområdet, lyder det fra Halyna.
Må jeg kramme dig?
Børnenes kram og den taknemmelighed, som hun møder fra andre ukrainske flygtninge er noget af det, der holder energien oppe hos Halyna.
- I går ringede jeg og bestilte tid til øjenlægen for en ældre mand på Bøgehøjgård. Han blev så glad for hjælpen og sagde: Må jeg kramme dig? Du er fantastisk. Han var så taknemmelig. Så får man energi til næste dag.
Uvis fremtid
Hvor længe Halyna kan blive i Danmark er uvist. Hendes opholdstilladelse gælder foreløbig frem til marts 2024 – derefter ved hun ikke hvad der skal ske.
- Jeg har mareridt om det hver nat. Jeg vil gerne blive i Danmark og planlægge min og min datters fremtid her. Det vil være så hårdt at vende tilbage og konstant være usikker på om krigen blusser op igen, siger hun.