Torsdag den 17. november blev kommunens nye genbrugsplads, Cirklen, indviet af borgmester Benedikte Kiær og formand for Forsyning Helsingør, Jens Bertram.
Genbrugspladsen er placeret på Energivej 6 i udkanten af Helsingør og er et alternativ til den nuværende genbrugsplads ved Skibstrup.
Pladsen skal gøre det lettere for borgere i Helsingør, Snekkersten og Espergærde at komme til og fra genbrugspladsen med deres affald, men pladsen har også fokus på at fremme cirkulær økonomi og direkte genbrug.
Cirklen er nemlig fyldt med moderne løsninger inden for genbrug og genanvendelse. Et af de bæredygtige tiltag er etableringen af Genbrugshuset, hvor der er mulighed for både at afgive og afhente ting og sager – fx mindre møbler, køkkenredskaber og legetøj.
Der bliver også mulighed for at byggematerialer og større ting - som fx cykler – kan skifte hænder på genbrugspladsen via mindre genbrugsøer placeret ude på pladsen.
Vi skal genbruge endnu mere
Den nye genbrugsplads åbner i en tid, hvor Helsingør Kommune netop har sendt Plan for Cirkulær Økonomi i høring. Med planen ønsker kommunen at reducere affaldsmængderne, øge kvaliteten af genanvendelsen og sikre at endnu flere ting og sager bliver genbrugt og dermed forbliver i kredsløb.
Det er et utroligt spændende område, hvor der sker rigtig meget lige nu.
- Lokalt er der ud over Cirklen fx åbnet en Repair Cafe, Billedskolen arrangerer tøj-redesign workshops, der er fokus på madspild, og der er skyder store nye genbrugsbutikker op, fortæller Lena Christensen, som arbejder med Plan for Cirkulær Økonomi i Center for By, Land og Vand.
Opgør med brug-og-smid-væk
Cirkulær økonomi handler om at begrænse trækket på klodens ressourcer. I en cirkulær økonomi indgår produkter og deres indholdsstoffer i et kredsløb. ’Brug-og-smid-væk’ erstattes af genbrug og genanvendelse, så produkter bruges flere gange, og materialerne bliver brugt i nye produkter – igen og igen.
Ved åbningen glædede borgmesteren sig over, at genbrugspladsen åbner netop som den nye plan er sendt i høring.
- Den nye genbrugsplads her er et perfekt eksempel på det, vi gerne vil med den nye plan. Vi har nemlig fået en plads, hvor der er ekstra meget fokus på at fremme cirkulær økonomi og direkte genbrug – og samtidig mindske mængderne af småt brændbart, lød det fra Benedikte Kiær.
Hun fortsatte:
- Samtidig illustrerer pladsen, at vi kun gennem et tæt og godt samarbejde mellem Forsyning Helsingør og Helsingør Kommune kan nå vores ambitiøse mål for grøn omstilling.
Med tiden er det også meningen at borgerne skal kunne deltage i forskellige genbrugs- og reparationsevents på genbrugspladsen – som skal udvikles i samarbejde med lokalsamfundet. Det kunne fx være plante- og blomsterbytte, loppemarked eller cykelværksted.
Du kan se åbningstider for Cirklen og for Genbrugshuset hos Forsyning Helsingør