Borger

Jesper Schrøder fratræder som havnechef

Efter fem år på posten fratræder Jesper Schrøder nu stillingen som chef for Helsingør Havne. Fratrædelsen sker efter gensidig aftale mellem Jesper Schrøder og Helsingør Kommune. Helsingør Selvstyre Havn vil dermed have ny bestyrelse og ny øverste ledelse til at stå i spidsen for de kommende års aktiviteter.

Kommunaldirektør Stine Johansen udtaler:

- Jeg vil gerne sige tak til Jesper Schrøder for at have kastet sig ind i opgaven som havnechef med en masse energi og stor kreativitet. Han har utvivlsomt føjet nye dimensioner til opgaverne som havnechef. Det skal han have stor tak for, og jeg ønsker ham al held og lykke videre.

Tak for godt samarbejde

Jesper Schrøder udtaler:

- Jeg ser tilbage på mit virke med glæde og tilfredshed. Omstruktureringen af havnen har været en stor og vigtig opgave. Bæredygtighed og innovation har fyldt meget, og det har været et privilegium at bidrage til vor tids største udfordring – den grønne omstilling. Jeg glæder mig til at fortsætte med at udvikle nye løsninger og bidrage til, at turismeerhvervet kommer godt og bæredygtigt videre efter Corona-pandemien.

- Mine dygtige medarbejdere, kollegaer og samarbejdspartnere i og på havnen har været en daglig inspiration til at finde nye veje, og jeg skylder dem stor tak. Det har været et fantastisk samarbejde, som jeg kan se tilbage på med stolthed og glæde. Jeg ser frem til at genbesøge Helsingør som turist. Det er en dejlig by med et kæmpe potentiale.

Der er åben afskedsreception fredag den 14. januar 2022 mellem kl. 14-16 på Havnekontoret på Nordhavnsvej 13.

Stillingen som havnechef forventes genbesat inden for de kommende måneder. I den mellemliggende periode konstitueres havneassistent Jan Christensen som havnechef.

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør