I hold af tre patruljerer de Stengade iført de karakteristiske gule jakker. Sådan kan man kende Natteravnene, der fredag aften går på gaden for at passe på de unge i nattelivet.
Ruten går typisk fra mødestedet på Ankerbakken til Helsingør Station og DSBs område - og op forbi Skum i bunden af Stengade, hvor mange unge kommer fredag aften.
- Vi er synlige i gadebilledet, så de unge kan komme til os, hvis de har brug for det. Vi er der, vi lytter til dem og så kan vi ofte pege på en løsning, hvis de er havnet i en situation, de ikke selv helt kan overskue, fortæller Jesper Ravn Geisler, der har været formand for Natteravnene Helsingør i to år.
En god ting
Natteravnene lytter til stort og småt. Ofte handler det om mistede ejendele, venner der blevet væk eller utryghed ved en situation, hvor en ven er blevet dårlig.
- Så bliver vi de voksne, der kan hjælpe med at vurdere situationen og sige: ’Jeg tror I skal ringe efter en ambulance til jeres ven’ eller ’Nu skal I vist hjælpe jeres ven hjem i seng’, siger Jesper Ravn Geisler.
Og det synes de fleste unge heldigvis er en rigtig god ting.
- Når man har mødt en natteravn, så føler man sig tryg. Det er i hvert fald det, de unge siger til os. Så vi oplever de er meget glade for, at vi er der, siger Jesper Ravn Geisler.
På vej op igen
I dag tæller Natteravnene Helsingør 49 medlemmer, og da Natteravne altid skal gå tre sammen kan det være vanskeligt at dække alle fredage på et år. Da foreningen blev etableret i Helsingør i 1998 - som den første forening af Natteravne i Danmark – så situationen anderledes ud. I starten af 00’erne talte foreningen 120 medlemmer og Natteravnene dækkede et langt støre område fx også Vapnagaard.
- Der var en anden tilslutning til frivilligt arbejde dengang, tror jeg. I dag har folk så meget andet de skal nå. Vi oplever i hvert fald, at det er blevet sværere at rekruttere, lyder det fra formanden.
Situationen er nu vendt efter en stor nedgang under corona-epidemien, men der stadig et stykke op til de 80 medlemmer, som Jesper Geisler vurderer, der skal til for at dække alle fredage på et år.
- Jubilæet har sat skub i interessen kan vi mærke. Faktisk har vi fået så mange henvendelser, at vi ikke har nået at svare på dem alle endnu. Men vi skal nok vende tilbage.
At give noget tilbage
Jesper Ravn Geisler blev selv Natteravn for fire år siden. For at give noget tilbage til lokalsamfundet, som han siger:
- Jeg interesserer mig ikke rigtig for fodbold, som er meget populært her i Helsingør, men jeg ville gerne være en del af foreningslivet. I Natteravnene blev jeg en del af et netværk og fællesskab, der passede godt til mig.
Et lift hjem
De fleste bliver natteravne lige inden deres egne børn selv begynder at gå i byen. Og mange hænger heldigvis ved selvom børnene ikke kommer i byen mere.
- Hvis man er der først, så at sige, så synes de unge ofte det er okay. De er ikke vilde med tanken, men når de så møder mor eller far på gaden en fredag, så er det faktisk helt ok - og så vil de egentlig gerne have et lift hjem kl. 02.
Jespers egen datter er kun fem år, men til gengæld er der andre i familien, som han kan løbe ind i på gaden.
- Min niece og nevø er nu begyndt at komme i byen, så jeg er glad for, at jeg var der først, så de ikke føler jeg er der for at holde øje med dem, smiler han.
Læs mere om Natteravnene Helsingør