På Kulturnatten åbnede et spritnyt showroom i forhallen på Helsingør Station. Under titlen Made in Elsinore udstiller udvalgte lokale producenter og iværksættere deres fineste produkter – alt sammen designet, tænkt og skabt i Helsingør.
Idéen er at styrke netværket og udviklingen blandt de lokale, kreative virksomheder i Helsingør Kommune. Iværksætter Louise Zastrow står bag initiativet, der udspringer af en opgørelse over lokale producenter, som Louise lavede for Helsingør Kommune i 2022.
Et stort ja tak
Men de 62 kreative virksomheder i netværket tæller ikke kun private aktører. På CABAS, der er kommunens tilbud om beskyttet beskæftigelse til borgere med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser, har man også fået en invitation til at udstille og være en del af netværket. Og det blev et stort ja tak til den invitation, fortæller leder Michael Merle.
Det er jo en fantastisk invitation at få og en anerkendelse af, at de produkter som borgerne fremstiller her, har en virkelig høj kvalitet.
Det glæder mig, når vi kan vise omverdenen, at vores borgere, som har forskellige udfordringer, kan lave smukke og funktionelle ting med den rigtige vejledning og støtte. Vores vigtigste og primære produkt vil dog altid være det fællesskab, som værkstederne åbner for borgerne, lyder det.
CABAS har bl.a. et bord med i udstillingen, som er lavet af Grønt Værksted, der holder til på Svingelport. Bordet er fremstillet af stammen fra et vejtræ, som NSPV har fældet ved Kongevejen. Så det er på alle måder et lokalt og bæredygtigt produkt. Derudover er det populære serveringsbræt med i udstillingen. Det er fremstillet af genanvendt træ og kan bl.a. købes på CABAS’ årlige markedsdage i Espergærde.
Smukke produkter i baggården
For Louise Zastrow var det helt naturligt at invitere CABAS med i netværket, da hun på en tur rundt i byen, gik forbi Grønt Værksted på Svingelport og opdagede, de smukke produkter, der gemte sig i baggården.
Vi er optagede af æstetik og godt håndværk, og det kan man støde på alle steder.
- Det betyder ikke så meget, hvem der står bag. Gode hænder kan sidde på mange forskellige mennesker. Så det var helt oplagt at invitere CABAS med, fortæller hun.
Helsingør kan mere end Hamlet og Kronborg
Made in Elsinore handler nemlig om stoltheden ved alt det, som Helsingør kan – ud over de klassiske fyrtårne.
- Det er interessant, hvordan andre ser på Helsingør, men også hvordan vi ser på os selv. Jeg mener, at effekten af det som håndværkere laver, er langt større end det enkelte produkt. Det handler om, at vi er stolte af, hvor vi bor - og ikke kun på grund af Hamlet og Kronborg. Men også fordi vi i hverdagen kan omgive os med smukke ting, som er skabt af dygtige mennesker, der bor og arbejder lige her, siger Louise Zastrow.
Og den fortælling passer fint i den ånd, som lever hos CABAS.
- Vi er ikke en fabrik. Vi producerer ting, der skaber mening og indhold i borgernes hverdag. At udstille her på stationen sammen med lokale kunstnere, keramikere og designere får vores borgere, de fleste stolte Helsingør-borgere, til lige at ranke ryggen.
Her bliver deres evner værdsat og anerkendt på lige fod. Det giver et stort kick og et selvtillids-boost, siger Michael Merle.
Lokalerne på Helsingør Station har tidligere fungeret som kiosk, men har stået tomme i flere år. Nu er de 80 m2 omdannet til showroom og mødested for kreative iværksættere.