Borger

Vilde blomsterstriber skal styrke biodiversiteten

Flere vilde blomster skal pryde de bynære områder i kommunen som en del af Helsingør Kommunes biodiversitetsplan. De kommende uger udvider Rikke Wettergren Hansen og hendes kolleger i Center for By, Land og Vand (BLV) nemlig projektet ’blomsterstriber’ med nye arealer.

Rikke er urban landskabsingeniør i BLV, der står bag projektet sammen med Nordsjællands Park & Vej. Hun siger:

Vi har brug for at øge biodiversiteten i kommunen. Især insekterne har svære vilkår og både arter og antal er for nedadgående. Derfor vil vi gerne gøre noget godt for insekterne og give dem bedre betingelser, bl.a. ved at så flere vilde blomster, hvor insekterne kan søge føde.

Forude venter et omfattende pløjearbejde på de foreløbig fire udvalgte arealer, der tæller indkørslen til Plejehjemmet Falkenberg i Ålsgårde, kolonihaverne Pindemosen og to steder i hver sin ende af Agnetevej.

 

Jorden skal nulstilles

Til det arbejde har kommunen allieret sig med en lokal landmand, der skal nulstille jorden ved først at pløje, siden harve (så der kommer flere blomster og mindre græs) for så i efteråret 2021 at så de vilde danske blomster, der vil dukke op til overfladen i foråret 2022.

Det er en langsommelig proces, men vi gør det på den her måde for at være sikre på, at de blomster, der kommer op, får bedst mulige vilkår og ikke bliver kvalt af græsset, fortæller Rikke Wettergren Hansen.

Hvis alt går efter planen vil blomsterne, der består af 27 forskellige arter fx valmue, klinte, røllike og kællingetand, kunne blomstre igen og igen – år efter år.

 

Smuk og velegnet frøblanding

Frøblandingen er udviklet af frøavler Erik Juhl, der har stor erfaring med frøavl. Blandingen består af frø med en genbank, der hører til i den nordsjællandske natur og derfor er den særlig velegnet til formålet. Og så har den flere gode egenskaber, fortæller Rikke Wettergren Hansen.

Blomsterne vil blomstre på forskellige tidspunkter, så der er føde til insekterne både forår, sommer og efterår. Og så er den oven i købet smuk.

Tidligere har BLV sået vilde blomster-striber ved Klostermosevej, på lydvolden ved prøvestenen og senest ved Porthusvej i Kvistgård. Her er brugt forskellige metoder til at forberede jorden for at finde den bedst egnede.

En rum tid vil arealerne være bar jord. Derfor sætter kommunen skilte op med ’insektvenlige blomster’ så man kan se, at der er blomster på vej.

 

Øvrige indsatser i biodiversitetsplanen fra 2019

- Vilde haver – mere biodiversitet i private haver
- Vilde rabatter – græsserne slås kun en gang om året
- Mere biodiversitet i parker – herunder naturvenlig drift, der fremmer levesteder for dyr og blomster
- Naturarealer – herunder bevare, udvikle, genskabe, udvide og sikre sammenhæng mellem naturområderne
- Helsingør Kommune som bivenlig kommune fra 2020

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør

Center for By, Land og Vand

Prøvestensvej 52
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: blv@helsingor.dk - Skriv ikke følsomme personoplysninger.