Afdelingsleder Jonna Rasmussen og pædagogmedhjælper Lene Nilson mødte hinanden for første gang den 1. februar 1987. Den dag trådte de begge to ind ad døren til den splinternye, midlertidige vuggestue Kringlen i Helsingør Centrum.
I dag kan de se tilbage på 36 års parløb. Og vuggestuen i de midlertidige lokaler – den er der endnu. Dog med et nyt navn, Mariakringlen, efter en fusion med børnehaven Mariahjemmet i 2015. I dag har vuggestue og børnehave samme leder, men ligger fortsat på to forskellige matrikler.
- Man kan vist roligt sige, at vi er glade for at være her, siger Jonna med et smil.
Hun fortæller, at det var spændende at være med til at bygge en vuggestue op fra grunden.
- Vi lagde grunden til den pædagogik, vi har i dag. Vi går op i at være i øjenhøjde med børnene, og så har vi ikke så mange regler. Her må man gerne cykle i alle retninger på legepladsen og hoppe ned fra vindueskarmene. Vi lægger vægt på, at her er en god stemning, og at alle taler pænt til hinanden. Det giver en særlig ro i huset, som mange bemærker som det første, når de træder ind.
Medarbejderne har indflydelse
Vuggestuen Mariakringlen har plads til 33 børn, og den er et sted, som folk vender tilbage til. Forældre, der selv har gået i vuggestuen, vender tilbage med deres børn – og der er sågar personale, som er rejst videre til et andet job for senere at returnere.
- Det er et sted, hvor folk bliver, mange til de skal pensioneres. Hos os har alle medarbejdere indflydelse på, hvordan dagligdagen tilrettelægges, og det skaber en god arbejdsplads, siger Jonna.
Lene fortæller, at hun lige har mødtes med en del af de gamle kolleger, som var med til at starte vuggestuen for 36 år siden. Her gik snakken lystigt.
- Huset er lille, og alle kender hinanden. Vi kan lide hinanden og laver fis og ballade, griner meget og har god humor. Vi er også gode til at byde nye mennesker velkomne, og det skaber en god stemning, fortæller Lene.
God pædagognormering
Som medarbejdere har Lene og Jonna løbende haft mulighed for at udvikle sig via uddannelse, kurser, foredragsholdere osv. Som årene er gået, har nedskæringer ført til færre af den slags ’ud af huset’-oplevelser. Jonna forklarer, at det er et spørgsmål om at prioritere vuggestuens midler. Og her er det vigtigste at have hænder nok til at tage sig af børnene.
- Vi har en god pædagognormering og lever op til kommunens målsætning om en fordeling på 70/30 mellem pædagoger og medhjælpere, siger hun:
- Vuggestuen tager også studerende, for det er godt og vigtigt med et blik udefra på vores praksis. De studerende spørger ind til ting i dagligdagen, som får os til at reflektere over vores måde at arbejde på.
Jonna og Lene er enige om, at de gerne vil fortsætte mange år endnu i Mariakringlen.
- Vuggestuen er jo nærmest vores andet hjem, slutter Lene.
Jonna Rasmussen (tv) og Lene Nilson har kørt parløb i 36 år.