Erhvervsliv

B.S. fyldte salen med latter

Man kunne umiddelbart tro, at et oplæg om fundamentet for god ledelse kunne få folk til at falde sammen i stolene og længes efter udgangen.

Men da den erfarne mentaltræner, oplægsholder og tidligere jægersoldat, B.S. Christiansen ved Helsingør Kommunes nytårskur holdt oplæg om vejen til succes som leder og menneske, fyldtes salen med latter igen og igen.

- Jeg har fået udleveret alle fremmødtes CPR-numre og tjekket dem hos PET, så jeg ved, at I alle er gode mennesker og ledere, som ikke kunne finde på at begå nogle af de fejl som ledere eller mennesker, jeg nu vil fortælle om, indledte B.S. sit oplæg med et glimt i øjet.

Og så var stilen lagt til 40 energifyldte minutter, der føltes som 10, hvor B.S. gav sit bud på god ledelse, fortalt med talrige anekdoter fra hans arbejde som mentaltræner og rådgiver for nogle af Danmarks førende idrætsstjerner og som vært på flere tv programmer.

B.S. viste blandt andet et klip, hvor han sejlede i kano på en flod i Afrika sammen med Bubber. B.S. var mest optaget af ikke at vælte og ryge ned til de sultne krokodiller i floden, mens Bubber var træt af pulvermad og ville fange en fisk. Det lykkedes faktisk Bubber, men evnerne rakte ikke til at slå fisken ihjel. Efter flere forgæves forsøg på at forklare Bubber, hvordan han skulle dræbe fisken, måtte B.S. selv træde til, blot for at se Bubber tabe den døde fisk i flodens brune vand.

- Hvis jeg skal arbejde som mentaltræner for nogen, skal jeg for det første kunne lide dem, og for det andet, skal de gøre, som jeg siger. Ellers kan jeg ikke hjælpe dem, sagde B.S.

Bubber kunne nok kun leve op til førstnævnte krav.

Fundamentet er vigtigst

Midt i anekdoterne fik B.S. leveret sine budskaber: For at få succes som leder og menneske, skal det menneskelige fundament være i orden.

- For at være en god leder, skal man også være et godt menneske.

- Kan man ikke lede sig selv, kan man heller ikke lede andre.

- Har man ikke styr på sig selv, får man heller ikke styr på opgaven.

- Hvis man kun fokuserer på det folk ikke er gode til, ser man ikke de ting, de er gode til.

- At bekymre sig over ting, man ikke kan gøre noget ved, er spild af tid.

- Vi skal drømme, men uden en plan og konkrete mål, bliver drømme ikke til noget.

Lød nogle af de væsentlige udsagn, B.S. fik leveret i løbet af sit oplæg.

 

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør