På baggrund af sidste års måling satte Helsingør Kommune en række initiativer i værk, der navnlig var rettet mod at forbedre dialogen med virksomhederne, ligesom der det seneste år har været fokus på at forbedre virksomhedernes oplevelse i forbindelse med sagsbehandlingen.
Derfor glæder det borgmester Benedikte Kiær, at der er sket forbedring på netop de to områder.
- Vi har det seneste år haft stort fokus på at forbedre den dialog vi som kommune har med vores lokale erhvervsliv. Derfor er jeg tilfreds med, at virksomhederne oplever markant bedre dialog med administrationen, og at tilfredsheden med sagsbehandlingen er steget, ligesom virksomhederne oplever, at vi som kommune er blevet bedre til at formidle vigtig information. Endelig er jeg rigtig glad for, at vi har rykket os 45 pladser op ad listen, når det handler om vores brug af private leverandører, som der jo har været en stor offentlig debat om, siger borgmester Benedikte Kiær.
Selvom der er positive elementet i undersøgelsen, så er en placering som nummer 84 stadig ikke tilfredsstillende for borgmesteren. Hun ærgrer sig navnlig over en placering i bunden på det grønne område:
- Jeg ærgrer og undrer mig over, hvor DI har placeret os på det grønne område. Vi har lagt en ambitiøs plan for at reducere vores CO2 udledning, og vi er allerede nået længere end de fleste. Vi skruer markant op for kommunens grønne indkøb i de kommende år, ligesom der er ved at blive opsat 154 ladestandere til elbiler. Når vi ligger så lavt, hænger det sammen med, at DI fokuserer på genanvendelse af affald, og ikke på CO2-udledning. Forsyning Helsingør er først for nyligt kommet i gang med sortering hos både private og virksomheder, og den indsats kan endnu ikke aflæses i tallene. Endelig må vi erkende, at vi har været for dårlige til at markedsføre de mange gode tilbud vi har til virksomheder om grøn omstilling” siger Benedikte Kiær.
Helsingør Kommune er også gået tilbage, når det handler om unge, der tager en erhvervsuddannelse. Her ligger en ambitiøs plan for et nyt uddannelsesområde tæt på bymidte og station, og flere nye erhvervsuddannelser er i støbeskeen. Det skal medvirke til, at flere unge i fremtiden skal tage en erhvervsuddannelse,
Endelig er Helsingør Kommune gået tilbage når det handler om skatter og gebyrer, hvilket hænger sammen med, at der fra i år er blevet indført gebyr for byggesagsbehandling.