Erhvervsliv

Det går op og ned for turismen i Helsingør

2023 begyndte med rekordmange turister, mens den kolde og våde sommer fik mange turister til at vælge andre rejsemål. Det viser de seneste tal for antallet af besøgende i Helsingør og omegn.

- Ser man alene på første halvdel af 2023 har vi haft et helt fantastisk turismeår, som har slået alle rekorder målt på overnatninger, siger Jesper Bech Schmidt, specialkonsulent i Helsingør Kommune.

Han fremhæver bl.a. de lokale hotellers massive investeringer og udbygninger som en af hovedårsagerne til stigningen.

På Hotel Bretagne gik de også rundt med hænderne over hovedet i bar jubel.

-  Vi startede året med fuld fart. Det hele buldrede derudaf. Første halvdel af 2023 var præget af enorm vækst i hele erhvervsturismen med konferencer og lignende, og den bølge red vi med på, siger Kasper Heebøll Harboe, direktør for Hotel Bretagne.

 

Sommer blev en våd maveplasker

Sommeren kom med regn og blæst. Det er en periode, hvor det normalt er turister og ikke erhvervskunder, der fylder hotellerne, og de fandt hverken Helsingør eller Hornbæk i regnvejr specielt tillokkende.

- Da vi kom til juli, og turisterne skulle tage over, oplevede vi et voldsomt dyk. Det gik helt i stå, fortæller Kasper Heebøll Harboe.

Hotel Bretagne plejer at have udlejet 85 procent af værelserne i sommerperioden. I år faldt det til 68 procent. Og det var først og fremmest de svenske og norske turister, som udeblev.

 

I hele Helsingør kommune har sommeren været præget af færre besøgende end vanligt. Den lave valutakurs har holdt svenskere og nordmænd væk, mens også oversøiske turister fra eksempelvis Kina er forsvundet, muligvis på grund af krigen i Ukraine, som kan virke tæt på Danmark, set fra Kina.

 

I september vendte de besøgende tilbage til Helsingør og omegn. Man forventer nu, at det samlede antal overnattende gæster i 2023 ender en smule over 2022.

 

- Det er helt klart positivt, at vi trods en sløj sommer, ligger over niveauet for 2022, som var et rekordår for turismen i Helsingør kommune. Det betyder, at vi er lykkedes med at skabe et stærkt oplevelsesprodukt hele året  siger Jesper Bech Schmidt.

 

Også på Hotel Bretagne er optimismen intakt. Faktisk er den største bekymring for direktøren slet ikke, om man kan tiltrække gæster nok.

 - Jeg har været i turismebranchen i 30 år, og den største bekymring har altid været at tiltrække gæster. Men sådan ser jeg faktisk ikke på det nu. Den største udfordring bliver at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Vi kan ikke finde medarbejderne alene i Hornbæk. Derfor bliver logistikken og mulighederne for, at medarbejdere kan komme til at fra arbejde, afgørende for vores succes i de kommende år, siger Kasper Heebøll Harboe.

 

Antal overnatninger i Helsingør kommune:

2019: 488.000

2020: 386.000

2021: 407.000

2022: 521.000

2023 (estimeret): 524.000

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør