Erhvervsliv

Mange virksomheder søger hjælp hos coronahotline

Da der igen blev skruet op for restriktionerne i december måned valgte Helsingør Kommune at oprette en Corona-hotline, hvor lokale virksomheder kan få råd og vejledning bl.a. i forhold hjælpepakker, smitte og adgang til tests.
 
I de 4 uger, hvor hotline har været i gang, har ca. 20 virksomheder og borgere henvendt sig med en bred vifte af spørgsmål. Der har bl.a. været spørgsmål om, hvordan virksomhederne skal forholde sig, når en medarbejder er smittet og hvilken støtteordning, der er gældende, når medarbejdere bliver nødt til at være hjemme for at passe hjemsendte raske skolesøgende børn. De seneste dage har flere virksomheder henvendt sig med spørgsmål om, hvor deres medarbejdere kan blive testet – både for de medarbejdere, der bor i Sverige og for deres medarbejdere generelt - ikke mindst efter at sundhedsministeren anbefalede test en gang om ugen for medarbejdere, der ikke kan arbejde hjemmefra.
 
Det er chefkonsulent hos Helsingør Kommunes OneStop Erhvervsservice, Birgit Johns Nielsen, der dagligt tager imod opkald fra de lokale virksomheder:
 
 - Det er ingen tvivl om, at mange virksomheder har det svært i øjeblikket. Både i forhold til manglende omsætning, men også når det handler om at navigere i forhold til hjælpepakker, lønkompensation, restriktioner og anbefalinger. Her oplever jeg, at virksomhederne er glade for at have et sted de kan kontakte, og selvom vi ikke altid kan give et endeligt svar, så kan vi som regel får dem guidet i retning af nogle, som kan hjælpe,” siger Birgit Johns Nielsen.
 
En af de virksomheder, der har benytte Corona-hotlinen et par gange er Lone Kok, indehaver af virksomheden Miss Bagel i Espergærde. Hun siger:
- Det er en fantastisk god service til virksomhederne. Det gør det meget nemmere at navigere kun at skulle ringe til ét nummer for at få svar på spørgsmål om test og de mange restriktioner. Corona-hotline betyder, at jeg kan bruge min energi på alle de mange andre udfordringer, som jeg som virksomhedsleder har lige nu.
 
 
Alle virksomheder kan ringe til Helsingør Kommunes Corona-hotline på tlf. 49 28 25 07 alle hverdage fra 8-16.
 
Du kan også finde hjælp til, hvordan din virksomhed skal håndtere coronaregler, og hvordan du kan søge hjælpepakkerne på www.virksomhedsguiden.dk
eller ring til Erhvervsstyrelsens corona-hotline på 72 20 00 34.
 
Lige nu og foreløbig til og med den 7. februar kan alle, der ønsker det, blive testet med en hurtig-test. Det sker ved færgerne i Helsingør. Teststedet er åbent alle dage fra kl. 5.45 – 23.45. Der er ingen tidsbestilling, og det er heller ikke nødvendigt at have en færgebillet. På kommunens hjemmeside kan man løbende holde sig orienteret om, hvor man kan blive testet. https://helsingor.dk/nyheder-og-fakta/corona-virus/coronatest-i-helsingor-kommune/

Følg med i de seneste nyheder

Hold dig opdateret på de seneste nyheder fra Helsingør

One Stop Erhverv

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 25 07
E-mail: onestop@helsingor.dk