Hvert år besøges Helsingør Kommune af mere end 2 millioner. Som en hjælp til de mange gæster har Wonderfull Copenhagen og Helsingør Kommune igen i år fået fremstillet en trykt guide til turister i hele Helsingør Kommune. Den trykte guide er en miniguide i taskeformat på engelsk, dansk og tysk.
Selvom det er en miniguide skorter det ikke på indhold. Guiden er fyldt med håndplukkede tips og anbefalinger til Helsingør, Hornbæk og Nationalparken ligesom der er blevet plads til bæredygtighedstips, eventkalender, børnesider og personlige anbefalinger
Guiden har på baggrund af feedback fra cirka 50 turismeaktører fået et markant løft på indhold og grafik ift. 2022. Forsiden starter en ny tradition, hvor en lokal kunstner designer forsiden. I år er det Jonas Lönborg fra Espergærde, der har udsmykket med Hamlets kranie i en collage med 100 motiver fra hele destinationen
Guiden får senere følgeskab af et helt nyt samlende fold-ud-kort over hele kommunen, der indeholder de mest populære cykel og vandreruter + detaljerede bykort over Helsingør og Hornbæk.
Begge publikationer distribueres bredt i hele Region Hovedstaden og Sydsverige til alle attraktioner, overnatningssteder, biblioteker, turistinformationer mv. og lokalt distribueres de løbende hen over året til ca. 100 turismeaktører
Guiden er udgivet af Helsingør Kommunes officielle turistorganisation Wonderful Copenhagen og blevet til i et samarbejde med Helsingør Kommune, den lokale redaktør Louise Zatrow og opsat af Mayapapaya.dk
Guiden kan til en start hentes i Visitor Service, som er kommunens turistinformation på Kulturværftet og på bibliotekerne i Espergærde og Hornbæk.